Tivoli Jazzpris 2023: Her er vinderne!
Tivoli Jazzpris 2023 var en aften med velfortjent hyldest til de danske jazzmusikere i Glassalen. En række af landets jazzlegater og -priser blev samlet under ét tag hos en af vores største kulturinstitutioner og skabte en smuk helhed.
Arrangementet markerede afslutningen på en flot sommer med Onsdagsjazz i Tivoli og bød på både pris- og legatuddelinger og koncertindslag med vinderne og Tivoli Ensemblet anført af Peter Jensen.
Den sidste af sin generation
Efter en kort introduktion fra først Tivoli Ensemblet og derefter vært Naya Buric, var Ben Webster Hæderspris aftenens første uddeling. Bestyrelsesformand i Ben Webster Foundation, Jesper Løvdal, introducerede vinderen, der viste sig at være steelpan-veteranen Rudy Smith. Smith, der har boet i Danmark i 40 år, spillede efterfølgende med Tivoli Ensemblet til salens store begejstring.
Rudy Smith repræsenterer den sidste af den generation af amerikanske musikere, heriblandt Ben Webster, der bragte København på jazz-verdenskortet. Herudover var han efter sigende den første i verden, der udviklede en jazzsolostil på netop olietønder.
|