Årets Børnejazznavn: Og de nominerede er....
Wonderbrazz er blandt de nominerede til Årest Børnejazznavn. Her ses de på et af deres utallige musikalske eventyr.
Den yngste pris i Danish Music Awards Jazz er meget a propos mest for de yngste lyttere, men heldigvis også for deres forældre og bedsteforældre. Prisen ”Årets Børnejazznavn” blev indstiftet i 2011 for at gøre opmærksom på alt det fantastiske musik, der bliver formidlet til børn. Og ikke mindst de kunstnere der skaber det.
Musik til børn eller bare musik?
Musik i børnehøjde er i en rivende udvikling i disse år. For 10 år siden var der kun en håndfuld bands, der lavede jazzrelateret musik for børn. Samtidig med at Børnejazzklubben og Copenhagen Jazz Festivals Jazz For Kids arrangementer er dukket op, er dette område støt og roligt groet gennem årene. Nu er der langt over 30 bands i Danmark med professionelle musikere, der laver jazzrelaterede koncerter for børn og deres forældre og bedsteforældre: En masse musikere, der har fundet ud af, at de egentlig ikke behøver at ændre så meget i deres musik, for at børn forstår den. I virkeligheden handler det mere om, hvordan man præsenterer den, og hvordan man engagerer publikum. Det handler prisen ”Årets Børnejazznavn” blandt andet om.
Engagement og kvalitet
Repræsentanter for CJFs Jazz For Kids og Børnejazzklubben har i år nomineret 3 kunstnere/bands til prisen ”Årets Børnejazznavn”. Prisen er som den eneste til DMA Jazz ikke baseret på en udgivelse, men snarere et helhedsindtryk af den samlede præsentation og ikke mindst mødet med børnene til selve koncerten. Det handler primært om høj musikalsk kvalitet, om formidlingen af musikken og et stort engagement for at spille for børn.
De nominerede til Årets BørneJazznavn 2012
Benita Haastrup

Benita er ikke noget nyt skud på den danske jazz-stamme. Men det seneste år har hun påvirket børnejazzscenen på en utrolig positiv måde. Benita evner, på en måde som meget få andre, at møde børnene i øjenhøjde og turde invitere dem med ind i musikken. Hun har en utrolig rummelighed og håndterer børnenes nysgerrighed på en fantastisk måde. Benita er garant for at børnenes nysgerrighed og kreativitet bliver stimuleret og at de går hjem med en fantastisk oplevelse i rygsækken.
Derudover spiller det ind, at Benita i løbet af året har optrådt med 3 gode og meget forskellige bands på børnescenen. Det hører faktisk til undtagelserne! Der er tale om Lydland, Trommetrolden og hendes duo sammen med Frederik Konradsen. I alle tre konstellationer formår Benita at skabe ovenstående helt specielle stemning og oplevelse for børnene.
Jazz Five

Under Jazz For Kids 2011 spillede Jazz Five for første gang for børn. I deres overvejelser om, hvordan man skal spille en børnekoncert (bandet spiller normalt for voksne), havde de gjort det helt rigtige; de stolede på deres gode musik og fantastiske energi og leverede et New Orleans-optog rundt blandt Østre anlægs ca. 800 gæster. Og det virkede! Siden da har de spillet mange koncerter for børn og var også på plakaten til Jazz For Kids 2012. Der er tale om et helt fantastisk band, der evner at lade musik og spilleglæde være det altdominerende frem for historier, remedier, forklaringer ”bag om musikken” osv. Det virker for dem og resultat er at børnene – med udgangspunkt i livemusik af høj kvalitet – oplever at det er en fest at gå til koncert.
Wonderbrazz
WonderBrazz indstilles til prisen ”Årets Børnejazznavn” for deres evne til at spille jazz, der ikke retter sig specifikt mod børn, men som i sjælden grad formår at få børn med. Snarere end at trække jazzen ned i børnehøjde, trækker WonderBrazz børnene op i jazzhøjde. Bandets funky musik og åbne koncertform begejstrer på tværs af aldre og skelner ikke mellem, om du er fire eller firs. Wonderbrazz er efterhånden et garvet band. De har ikke bevæget sig inden for børnejazzgenren i ret mange år, men deres udadvendte og energiske optræden gør, at børn straks opfatter, at der er noget interessant i gang.
Kom med til prisuddeling og koncert
JazzDanmark inviterer alle til en gratis formiddag med børnejazz. DR Ramasjang Radio's Rebecca og Johanne underholder, vinderen af den prestige-fyldte pris som "Årets Børnejazznavn 2012" bliver afsløret og sidste års vinder Sandberg Explorer spiller en interaktiv koncert, der med garanti får både børn og voksne op af stolene. Arrangementet afholdes på København Kommunes Musikskole og der er gratis entre for alle.
Det hele foregår lørdag d. 24. november kl. 11.00 på Københavns Kommunes Musikskole, Staldgade 29, 1699 Kbh V
Læs mere og bestil (gratis) billetter til arrangementet her: http://bornejazz.dk/koncerter/arets-bornejazznavn-m-rebecca-og-johanne-fra-dr-ramasjang/







