5 retters nordisk jazzmenu
Det svenske band Cosmic Sounds til Young Nordic Jazz Comets showcasen i JazzHouse.
Tidligere har Young Nordic Jazz Comets både handlet om solistpriser og førstepladser. Lørdag aften, hvor det fællesnordiske arrangementet for 12. gang skulle afvikles, var ingen af disse elementer til stede. Det slækkede ikke på intensitet, men medførte måske en højere grad af afslappethed og fokus på selve musikken.
Jam på Staden
Aftenen forinden havde alle deltagerne været til den ”traditionelle” jam-aften. Scenen var sat i en - for nogle af deltagerne - lidt uvant venue, Børneteateret på Christiania. Det skulle dog hurtigt vise sig ikke at forhindre den musikalske udveksling i at finde sted. Tværtimod.
Musik på tværs
Al begyndelse kan synes lidt svær, især når man står blandt en flok unge mennesker, man kun lige har mødt, og sammen skal finde tonen. Men efter lidt hurtig organisering, begyndte de første musikere at indtage scenen. Og efter noget tid var de flestes tilbageholdenhed overvundet, og jam’en fik frit spil. Til stor glæde for publikum, der var en god blanding af Young Nordic deltagere, stamgæster og folk, der kom forbi til en øl og lidt musik. Det swingede på tværs af landegrænserne, så meget at bartenderen Jess til sidst måtte bidrage på mikrofonen med en dybfølt version af ”My One And Only Love”.
5 retters nordisk jazzmenu i JazzHouse
Showcase-aftenen startede med en fælles middag for både musikere, nordiske organisationer og bookere fra hele Skandinavien, England og Irland. Derefter fulgte et stramt program i Jazzhouse med 5 bands på 3 timer: Hver band fik ½ time til at imponere bookere og publikum.
Det var et godt fyldt jazzhouse, der fik en 5 retters nordisk jazzmenu serveret: Finlands Arttura Rönkä Quartet lagde ud med stramt komponeret moderne jazz med klare melodiske forløb. Derefter fulgte den norske trio Moskus, der havde en mere fri tilgang til materialet med febrilske rubato-stykker afløst af fine, stille passager.
Rumnørder og Cosmic Sounds
De danske rumnørder fra Andromeda fik udnyttet deres særlige klavertrio-format, hvor tubaen giver dem en rund og tæt lyd, mens de både fik forklaret publikum om universets små hemmeligheder og sunget acapella. Færøerne var repræsenteret af gruppen Pek, der spillede både stemningsfyldte og groovy numre. Især sangerinden Konni Kass imponerede med sin særlige klang. Det svenske band Cosmic Sounds sluttede aftenen af med eksperimenterende og småfunky jazz, hvor synths og sopransax gjorde, at de skilte sig ud.
Alt i alt 5 bud på nordisk jazz anno 2012 og en weekend fuld af musik. Nye venskaber er startet, og forhåbentlig vil denne nye showcasemodel også vise sig at få en masse af de nordiske bands ud på spillesteder i hele Norden.
Mere info om Young Nordic Jazz Comets på www.ynjc.eu
Se flere billeder fra weekendens finale på JazzDanmarks Facebook-side







