Hovedbillede
Billede
4963493173 f983ea82fc o
Titel

Få retning på karrieren - ny runde af mentorordning startes

Dato
Intro

Tre artister fik i foråret stort udbytte af JazzDanmarks nye mentorordning. Nu skydes en ny runde i gang. Ansøgningsfrist 1. september.

Waves
Indhold

Har du brug for et spark fremad i din karriere og kvalificeret input, til hvor og hvordan du skal sætte ind?

JazzDanmark tilbyder igen et forløb med to eller flere mentorer, der vil hjælpe dig videre i din musikkarriere. Forløbet består af to dele, hvor første del er ens for alle, mens anden del skræddersyes individuelt for hver deltager. Forløbet afvikles i efteråret 2014 og vil strække sig over ca. 3 måneder.

Første del

Første del består af 3 sessions med mentor Rasmus Stolberg. Møderne afvikles som udgangspunkt i oktober 2014 med ca. 10 dages mellemrum. Der arbejdes hovedsageligt med:

  • Status på din karriere, aktiviteter, pressemateriale, hjemmeside m.m.
  • Afklaring af dine fremadrettede mål
  • Afklaring af aktuelle behov for at nå dine mål
  • Evt. opdatering af PR-materiale (hjemmearbejde + samarbejde m. mentor)
  • Konkrete værktøjer til håndtering af din egen karriere
  • Konkrete forslag til en mentor til forløbets anden del - ud fra disse ansætter JazzDanmark din næste individuelle mentor

Anden del

Anden del afvikles som udgangspunkt i november/december 2014. Indholdet afhænger af, hvilke mentorer og emner, der arbejdes med. Din mentor kan være en musiker, manager, booker, filminstruktør, coach eller andet – det afhænger af dine aktuelle behov. Antallet af sessions kan også variere.

Et forløb kan f.eks. bestå af 3 sessions à 2 timer, og der kan f.eks. arbejdes med: afklaring af mål, booking på det internationale marked, markedsføring, idéudvikling, hjælp til selvudgivelser osv. Forløbets anden del kan evt. også deles op mellem to eller flere mentorer eller indeholde et kort kursus, hvis du har brug for at tilegne dig specifikke færdigheder.

Om mentor Rasmus Stolberg

Rasmus Stolberg har gennem flere år været manager for og musiker i bandet Efterklang. I sit arbejde som manager, har han oparbejdet et stort netværk i både ind- og udland, og han har samarbejdet med internationale musikselskaber og musikforlag om formidling og udgivelse af albums worldwide og dertil hørende verdensturneer. Rasmus Stolberg har solid erfaring med do-it-yourself metoden, men har også suppleret sin autonome oplæring med en BA i Music Management. Han har drevet pladeselskabet Rumraket og fungerer også som mentor hos Promus i Aarhus.

Fantastisk hjælp

En af deltagerne i forårets mentorordning var sangerinde og komponist Live Foyn Friis. Efter de første sessions med Rasmus Stolberg havde Live et forløb med manager og konsulent Jesper Bay. Hun fortæller:

"Jeg synes alt i alt at det har været helt fantastisk at få denne hjælp og vejledning. Det fjerner meget pres og stress, når man får hjælp af nogen, som forstår sig på aftalerne, branchen og det hele".

Live har bl.a. brugt mentorordningen til at få en bedre pladeselskabsaftale, ændre sin branding, få kontakt til indflydelsesrige branchepersoner i ind- og udland, forberede sig til Jazzahead m.m.

Ansøgning

Både musikere og orkestre kan ansøge om mentorordningen, som henvender sig til alle artister, der spiller på et professionelt niveau. Det er dog vigtigt, at de bandmedlemmer, der deltager i møderne, også alle tager aktivt del i arbejdet imellem møderne – samt at alle de samme medlemmer deltager i alle dele af forløbet. Der lægges desuden vægt på den musikalske kvalitet, samt at du som ansøger har karrieremæssige ambitioner.

3 musikere/orkestre udvælges af et udvalg fra JazzDanmarks bestyrelse. Første del af forløbet afvikles i København, mens lokalitet på anden del afhænger af hvilke mentorer der bruges. Eventuelle transportudgifter refunderes ikke.

Deadline for ansøgning er:

Mandag d. 1. september kl. 24.00

Link til ansøgningsskemaet: Ansøgningsskema

Har du spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til Morten Tandrup: mt@jazzdanmark.dk, tlf. 33 45 43 08.