Nyhavn swinger hele weekenden
Copenhagen Harbour Jazz kan fejre 5 års jubilæum i år. Festivalen har et klart idealistisk standpunkt: Traditionel jazz skal ind i varmen igen!
Dette er lykkedes uden offentlig støtte, med frivillige hjælpere, velvillige sponsorer og spillesteder, entusiastiske jazzmusikere og -bands, at afholde 4 festivaler, - såvel open air som in-house, til stor glæde og fornøjelse for både bands og gæster.
Bare det swinger
Jørgen Falkedal fra Harbour Jazz udtrykker det således:
"Copenhagen Harbour Jazz ønskede at kunne bevare også den del af Jazzen, som var dømt ude af kulturnotabiliteter og som almindelige mennesker ville rejse langt for at opleve. Classic-, traditionel-, New Orleans-, Chicago-, New York- Fransk-, Dansk Jazz - ligemeget hvad I kalder det, har sin berettigelse, bare det swinger (Louis Armstrong) og så gør det ikke noget, det er kommercielt, selv Jazzmusikere skal have mad, - trio, kvartet, quintet, octet, big band, etc."
Det handler altså om en usnobbet og ligetil tilgang til musikken, uden at noget er finere end andet: At få den swingende jazz ud på gaden og op på plakaten.
Også for de unge
En anden ting som Copenhagen Harbour Jazz lægger vægt på er andelen af unge musikere på festivalen: Omkring 40% af de musikere, der spiller på festivalen, hører under "den nye skole", eller det man kan kalde de unge. Dette lokker jo også unge publikummer til; en sidegevinst der er kærkommen i en genre, der til tider har været præget af et publikum over de 50 år. Denne tendens er blevet stærkere de sidste par år med bands som Six City Stompers, Jazz Five, Jack Street m. fl. Der er også kommet flere danseforeninger, der dyrker swing og trad. og afholder arrangementer i hele København, såsom Swinging Hepcats.
Børnejazz og sejlture
Som noget nyt i år kan Habour Jazz også tilbyde musik til de mindste, når Johan Bylling Lang spiller ved mindeankeret lørdag fra 13.30. Der vil også blive arrangeret sejlture med live jazzband på båden, og så vil festivalen selvfølgelig kunne høres på gader og stræder i Nyhavn.
For mere information og program se:
Copenhagen Harbour Jazz
14.-16. september i Nyhavn: Ved Mindeankeret, Tango Y Vinos og Charlie Scotts
Lineup:
Johan Bylling Lang Trio
Jazzboat picks up Queen of Jazz Jack Street
Queen of Jazz arrives
Piano BattleKloster Band
Majken & Fjeldtetten
Baked Beans Jazzer’s w Eva Lolle Brassflavour
AK and All That Jazz
Peruna Jazzmen
Jazz BravouR
Barkerole Jazz Group
Henning Munk & Plumperne







