Wundergrund folker jazzen op
Wundergrund er en årligt tilbagevendende festival i København for ny eksperimenterende musik og lydkunst.
I år foregår den fra den 26. oktober til den 4 november. Festivalen handler om møder på tværs af genrer, lande og miljøer. Og den trofaste Wundergrund-gæst vil også have spottet en hel del jazzmusikere på programmet i de sidste mange år, og således også i år.
Folk jazzen op!
JazzDanmark, SNYK og Fanø Free Folk Festival og gået sammen om at præsentere en koncert hvor jazz- pg folkmusikere fortolker en ung sangskrivers kompositioner. Bastian Kallesøe debuterede tidligt i 2011 som soloartist under navnet The New Spring. Han fik hurtig skabt sig et navn, og har nu 2 albums bag sig som bedst kan beskrives som eksperimenterende neo-folk.
Til denne koncert under Wundergrund den 29. oktober i Litteraturhaus bliver der skubbet yderligere til hans eksperiment, når The New Spring´s sange bliver fortolket i nye rammer af musikere, der kommer med nye klange og perspektiver. Nogle af de bedste musikere fra jazzens og folkemusikkens verden står på scenen denne aften: Jan Kaspersen, Christina Von Bülow, Michala Østergaard og Peter Uhrbrand. En koncert hvor sangskrivning, folk og jazz mødes. Læs mere om koncerten HER.
Jazz på nye (af)veje
Wundergrund festivalen præsenterer også andre koncert, hvor jazzen er en bestanddel. Den 26. oktober på Glyptoteket er der en række koncerter, blal med Josefine Cronholm der får selskab af bassisten Ida Bach Jensen, og sammen vil de bevæge sig mellem poetisk kaos og melodiøs minimalisme skræddersyet til Glyptotekets søjlegange. Læs mere om koncerten HER.
Fredag den 2. november indtager festivalen Jazzhouse, hvor man kan opleve Jakob Anderskov Strings, Marc Solborg trio feat Herb Robertson og Maria Laurette Friis Feat Fritz Fontana Ensemble: En aften spækket med spændende navne og interessant musik.Læs mere om koncerten HER.
Læs mere om hele festivalen på www.wundergrund.dk
Om Wundergrund
Wundergrund sætter scene for eksperimenterende musikscene i frizoner mellem klassisk, elektronisk og rytmisk musik og andre kunstscener - alt kan ske... Wundergrund udfordrer publikum, musikere, genrer, meninger, scenarier og kreative brancher – og sig selv!
Wundergrund har siden begyndelsen i 2006 arbejdet med både danske og internationale profiler, ensembler og komponister på kryds og tværs af undergrund og mainstream.Wundergrund on tour er et tiltag, hvor nogle af festivalens unikke produktioner gæstespiller på andre danske festivaler som bl.a. Roskilde Festival, Copenhagen Jazz Festival, Spot Festival og Strøm Festival. Wundergrund initierer også forsknings-netværk og showcases med andre kreative brancher. De seneste par år har blandt andet budt på samarbejder og procesforskning med spilfirmaet IO Interactive og modefirmaet Baum und Pferdgarten.







