Hovedbillede
Billede
klaver 0
Overskrift

Klaviaturen: Pianisterne ud i hele Danmark!

Intro

26 danske jazzpianister spiller 26 koncerter i 26 kommuner på Spil Dansk Dagen. Med projektet ”Klaviaturen” vil 26 af de bedste danske jazzpianister rejse ud og give solokoncerter for børn og unge i hele Danmark. Det foregår på skoler, gymnasier og spillesteder på festdagen for dansk musik torsdag den 25. oktober 2012.

Waves
Indhold

26 danske jazzpianister spiller 26 koncerter i 26 kommuner på Spil Dansk Dagen. Det er opskriften på en dag, hvor musikken er i centrum, og hvor der bliver sat fokus på Danmarks dygtigste  jazzpianister. 


Med projektet ”Klaviaturen” vil 26 af de bedste danske jazzpianister rejse ud og give solokoncerter for børn og unge i hele Danmark. Det foregår på skoler, gymnasier og spillesteder på festdagen for dansk musik, torsdag den 25. oktober 2012.

De 26 koncerter sætter fokus på det faktum, at Danmark har nogle af verdens dygtigste jazzpianister, og de 26 tangent-ekvilibrister bliver præsenteret af organisationerne JazzDanmark og Koda.

Et indblik i musikken

Mange unge har aldrig stiftet bekendtskab med jazzmusik på nært hold, og hvis musikken kan virke fremmedartet, kan det være rart med en kunstner, der kan hjælpe forståelsen på vej. Ved de 26 solokoncerter vil pianisterne derfor berette om deres liv og musik, og de unge får mulighed for at spørge ind til, hvordan det er at komponere, vælge musik som levevej og meget andet.

Internationale navne

De fleste pianister, der deltager i Klaviaturen, er kunstnere, der har spillet klaver det meste af deres liv og har en international musikkarriere igang, så de danske skole- og gymnasieelever får en unik chance for at få indblik i musikken og processen bag det at komponere.

”Danmark har utrolig mange dygtige og originale jazzpianister. Dem vil vi gerne vise frem for de unge, så de kan opleve, hvordan det er, at høre en klaverkoncert live. Vi har en masse forskellige generationer repræsenteret på Klaviaturen: Fra de garvede kræfter som Jan Kaspersen og Thomas Clausen til generationen under med Nikolaj Hess og Jakob Christoffersen til den yngre generation, hvor vi også præsenterer navne som August Rosenbaum og Karen Bach”  fortæller projektleder fra JazzDanmark, Lars Meiling.

Kort om Klaviaturen

Klaviaturen præsenterer 26 af de allerbedste pianister i Danmark ved Spil Dansk Dagen torsdag den 25. oktober. De medvirkende er Jacob Anderskov, Makiko Hirabayashi , Nikolaj Hess, Søren Bebe, Søren Kjærgaard, August Rosenbaum, Henrik Gunde, Karen Bach, Marie Louise Schmidt, Thomas Clausen, Ben Besiakov, Jan Kaspersen, Olivier Antunes, Rune Thorsteinsson, Rasmus Ehlers, Anders Filipsen, Magnus Hjort, Mathias Holm, Søren Nørbo, Jakob Christoffersen, Kasper Staub, Simon Eskildsen, Mads Bæhrentsen, Anders Ørbæk Hansen, Simon Toldam og Søren Møller.

Kort om Spil Dansk Dagen

Torsdag den 25. oktober fejres Spil Dansk Dagen for 12. gang, hvor DR og en lang række organisationer spiller og hylder dansk musik. Det foregår over hele landet, og man kan høre dansk produceret musik både på DR's kanaler og en lang række radiostationer. Spil Dansk Dagen er vokset så voldsomt i årenes løb, at det nu kan kaldes Danmarks største musikbegivenhed. I 2011 blev det til hele 1232 arrangementer landet over. Koda tog i 2001 initiativ til Spil Dansk Dagen for at støtte op om dansk musik i al sin bredde og mangfoldighed.

Mere info: www.spildansk.dk