DMA Jazz 2022: Her er vinderne!
Den danske jazzscene blev fejret med et brag af et show i en propfyldt Musikhusets Store Sal. Du kan nu læse om alle aftenens vindere!
Jeanett Albeck styrede igen slagets gang, og udbuddet af optrædende var lige så flot og varieret i praksis, som det så ud på plakaten. Aftenens første pris var for Årets Vokaljazzudgivelse. Prisen gik til Tone of Voice Orchestra, der blev hyldet for at skabe “en original lyd, der blander elementer fra forskellige genrer, men samtidig er helt sin egen,” og blandt andet at inddrage genrer med ophav langt fra Danmarks grænser.
Jazz i Trekantens Karsten- og Sussie Bech præsenterede prisen for Årets Nye Jazznavn. Her blev vinderen det unge københavnske band ALAWARI. Bandet er på kort tid blevet meget anmelderrost, og blev af akademiet kaldt for et nyt stærkt kollektiv på den danske scene.
Den næste pris på programmet var for Årets Tværæstetiske Udgivelse. Prisen blev uddelt til Lars Greve, der i akademiet er rost for at have begået “et fantastisk audiovisuelt værk, som opleves forskelligt på enten video eller en smuk vinyl.”
Prisen for Årets Track gik til Horse Orchestra for nummeret Montag ist vielleicht der lustigste tag. Akademi-medlemmer kalder nummeret for “En bastard mellem ABBA, Herb Albert og Mingus. Det er som et helt album i single-format” og påpeger desuden at tracket inkarnerer alt hvad Horse Orchestra står for af blandt andet musikalitet og humørsvingninger.
|