Det er en vanvittig idé at lukke P8 Jazz. Drop det!

At lukke P8 Jazz vil være et gigantisk svigt af det danske kulturliv og en gentagelse af politikernes egne fortrydelser, når det kommer til at lukke en unik og velfungerende radiokanal.

P8 Jazz er ægte public service. På en begejstret, nysgerrig og inviterende måde formidler kanalens værter musik i øjenhøjde, så både nysgerrige jazz-novicer og et mere garvet jazz-publikum har noget nyt at hente.

Gennem ti år er det lykkedes kanalens ansatte at skabe en radiokanal, der både underholder, spiller god musik, fortæller gode historier og gør lytterne klogere. Kanalen har 140.000 lyttere om ugen. Tillykke med det til både DR og til de, der har været involveret i arbejdet med P8 Jazz!

Jazz som musikalsk epicenter og kulturel markør
P8 Jazz er en vigtig radiokanal. Den tjener det public service-formål at være landsdækkende platform for en genre, der både i et historisk lys og her og nu har en enorm betydning, har stor udbredelse men få landsdækkende medieplatforme, og som tilmed lige nu er hip, som den ikke har været det længe.

I England taler man ligefrem om en ny jazz-invasion, hvor nye generationer af musikere blander jazzen med hip hop, reggae, soca, calypso og afrobeat, så jazzen bliver grundingrediens i nye genrer. I Danmark er der lige så mange helt unge, som der er midaldrende, der opsøger jazzen live i de mange formater, den findes i: Fra jam-sessions på gamle jazzklubber i indre København som Det Hvide Lam eller La Fontaine til organiseret vellyd på nummererede pladser i Koncerthuset, som duoen Bremer/McCoy formåede at fylde to aftener i træk tidligere i år, til Copenhagen Jazz Festival, der som en af Europas største jazzfestivaler årligt tiltrækker en kvart million besøgende fra hele verden og musikalsk giver plads til både det lokale og de store internationale stjerner. Jazzen er overalt, fra undergrund til koncertsale.

Og det er langt fra kun i København, jazzen rykker. Aarhus Jazz Festival har i mere end 30 år etableret sig som en stor, samlende kulturbegivenhed. Helt nye og unge kræfter står bag Aalborg-tiltaget Jazz9tus, der gennem koncerter og netværk på tværs af byens scener har et ungt og voksende publikum. I Trekantsområdet er spillesteder og festivaler gennem de seneste fem år gået sammen i et jazzsamarbejde så eftertrykkeligt, at initiativtagerne både har hevet fondspenge og priser hjem for det. Og sådan kunne vi blive ved.

Jazz har altid fornyet sig, og musikalsk har genren igen og igen forgrenet sig langt ind i andre genrer. Jazzen inspirerede til den soul, der skabte sine egne store hits, inden den efter årtier blev til pop og r&b. Improvisation kommer fra jazz og rykkede i tresserne ind i rockmusikken, inden de to genrer smeltede sammen i fusionsmusikken. Jazzen var med ombord, da acid jazz og trip hop opstod i halvfemserne, og på tværs af pop, hip hop og elektronisk musik gennem de seneste 40-50 år er jazzen og dens slægtninge indenfor soul og funk den mest samplede genre overhovedet, som dermed har leveret byggeklodser til den populærkultur, der side om side med sport kan samle mennesker og skabe fællesskaber på tværs af grænser og kulturer. Jazz genopfinder konstant sig selv, og jazz er som musikalsk evolution et epicenter for andre musikgenrer.

Et jazzland, der leverer til hele verden
Jazzen lever altså. Den ånder og har det godt. Til den kommende udgave af Danish Music Awards Jazz er der blevet indstillet 175 udgivelser, hvilket er det højeste antal nogensinde og et ekstremt højt tal set i forhold til, hvor mange indbyggere vi er i Danmark. Genreorganisationen JazzDanmark lavede i 2020 en optælling, der viste, at der findes 37 jazzfestivaler i Danmark. Vi har over 100 big bands og mere end 170 jazzklubber og spillesteder med jazz rundt omkring i vores lille land. Danmark er kort sagt et jazzland – langt mere end de fleste af os går og tror! Det gør samtidig det danske jazzmiljø til arbejdsplads for rigtig mange musikere, arrangører og andre, der arbejder med musikken og med publikum.

Ikke alene har dansk jazz fat i et stort og sammensat publikum indenfor landets grænser. Den forbinder os også med verden. Dansk jazz har siden 60’erne spillet en nøglerolle internationalt, og den gør det endnu. Da en række af verdens største jazzmusikere valgte at flytte til København i 60’erne, fordi vi var et land med gode spillesteder, gode musikere og uden den racisme, de mestendels sorte jazzmusikere måtte lide under i datidens USA, gjorde det Danmark til et internationalt jazzland. Musikere som Dexter Gordon, Ben Webster, Oscar Pettiford, Kenny Drew, Stan Getz og Bud Powell var fast inventar på spillestedet Montmartres program. Det gjorde spillestedet verdensberømt, og berømmelsen smittede af på spillestedets unge, danske husmusikere, bl.a. trommeslageren Alex Riel og bassisten Niels Henning Ørsted Pedersen. Sidstnævnte turnerede i en årrække verden rundt med den amerikanske pianist Oscar Peterson og fik selv en international fanskare, der i 70’erne og 80’erne blev eksponeret for hans jazz-udgaver af danske folkemelodier, så udbredelsen af dansk kultur under fjerne himmelstrøg ikke var set i renere form siden H. C. Andersen.

Den danske slagtøjsspiller Marilyn Mazur mødte Miles Davis under indspilningen af Palle Mikkelborgs Aura-album i Danmark i firserne og kom siden med i Miles Davis’ gruppe.  New Jungle Orchestra har med guitaristen og komponisten Pierre Dørge og pianisten Irene Becker i front turneret verden tynd og har samarbejdet med musikere fra flere kontinenter i frugtbar, kontinuerlig interkulturel udveksling.

Sangerinden Sinne Eeg, trommeslageren Morten Lund, pianist og komponist Jacob Anderskov, pianist og komponist Kathrine Windfeldt og bassisten Thomas Fonnesbæk er alle musikere i en yngre generation, som er etablerede indenfor og udenfor landets grænser. Guitaristen Jakob Bro og duoen Bremer/McCoy er eksempler på nutidige fortolkere af den melodiske, melankolske dansk/nordiske jazztone, og med deres pladekontrakter med hhv. et af Europas mest berømte jazz-labels ECM og den amerikanske superstjerne David Byrnes pladeselskab Luaka Bop er de begge langt med at opbygge et publikum udenfor Danmark, hvor de både som udgivende og turnerende musikere skaber kendskab til den danske jazzscene. I Japan udkommer der ligefrem fast et printmagasin dedikeret til nordisk jazz, så stor er genren dér.

At give jazz et vindue er public service
Jazzen kan og skal ikke leve alene på scenerne. Jazzen har brug for at være repræsenteret af landets ene store public service-mediehus. P8 Jazz er simpelthen en nødvendig kulturbærende platform for dette enorme og helt særlige område indenfor kunsten. Det er her, jazzens publikum kan høre smagsprøver på nyhederne, her danske jazznavne kan komme ind og fortælle historier og spille musik, der har inspireret dem og her, danskere med bare en lille interesse for jazz kan blive oplyste og få udvidet deres horisont.

Jazzen har brug for P8, og DR bliver bedre af at stille en platform til rådighed for jazzen. Det er i grunden åbenlyst. Men P8 Jazz er lige nu blevet kastebold i en politisk armlægning, hvor ingen vil tage ansvaret for den lukning, der truer lige om hjørnet, og som vil gøre lytterne, musikmiljøet og demokratiet til taberne. At japanerne gerne trykker og udgiver et magasin om nordisk jazz, mens man herhjemme overvejer at lukke DR’s eneste vindue for jazz, ville have været komisk, hvis ikke det var så tragisk og perspektivløst.

I vores naboland Sverige har politikere og mediechefer besluttet, at SVT skal tage public service-forpligtelsen alvorligt og levere det, de kommercielle aktører ikke tager sig af. Her finder man i TV-fladen daglige kulturnyheder, folkelige alsangskoncerter, klassiske koncerter, specialprogrammer om rock og jazz og musikdokumentarer. Svenskerne stoppede aldrig med at insistere på, at musikkens subgenrer skulle have en plads i det brede mediebillede, og det uden konstant skæven til, hvad der ville være flest lyttere eller seere i. Derfor er der masser af smal kultur på de store landsdækkende offentligt finansierede svenske radio- og TV-kanaler. Hos DR er de store kanaler som hovedregel helliget mainstream popmusik, hvis man altså ser bort fra de kanaler, man nu truer med at lukke.

DR er med skatte- og licenskroner i ryggen og et public service-krav som rygrad det mest oplagte mediehus til at være afsendere af et P8 Jazz, hvor landets mange jazzlyttere kan mødes og finde et fælleskab. Hvor jazzens nyheder kan formidles, og hvor musikken kan blive vendt, drejet og dyrket.

Hvis ikke Danmark som en af verdens førende jazznationer, både målt på det musikalske niveau og på antallet af jazzrelaterede aktiviteter rundt omkring i landet, skulle have en public service-radio for jazz, hvem skulle så?

Vi skal ikke gentage vores fortrydelser
Da man for to år siden lukkede Radio24syv, var det resultatet af et medieforlig, hvor det lykkedes nogle af aktørerne at fremsætte en række nye krav til kanalen, som var umulige for den at indfri. En række spidsfindigheder slukkede for radioens liv i et forløb, der for de fleste virkede absurd.

Hverken før eller efter lukningen ville nogen offentligt stå på mål for den konkrete beslutning om at lukke en radiokanal, der havde fundet og forfinet sit koncept og havde fået et godt tag i en fast, dedikeret lytterskare. De fleste var enige om, at kanalen var en succes, og at den udfyldte en vigtig rolle. Det blev, som det blev, på grund af politiske processer, ikke fordi det var gennemtænkt, eller fordi flertallet fandt det rigtigt.

Og det er for så vidt det værste ved lukningen – at den stred imod det, flertallet ønskede sig. Men da det stod klart, var det for sent at bremse processen. Radio24syv takkede af, og vi blev en velfungerede radiokanal med en unik profil, der ikke lignede andre tilbud på radiomarkedet, fattigere. En radio, som var finansieret af fælleskassen, og som havde satset, knoklet og investeret sig til en større fast lytterskare. Præcis som det nu er ved at ske igen.

At investere offentlige midler i at bygge noget op for så at rive det ned, når det fungerer og gør, hvad det skal, er hverken klogt eller rigtigt. Det må være en generel logik, og den gælder i særdeleshed, når vi taler om radio. Ved man bare en lille smule om radio, ved man også, hvor svært det er at etablere en ny radiokanal.

Se bare på TV 2 Radio, der åbnede i 2007, men måtte lukke igen efter halvandet år, fordi man trods en kæmpe markedsføringsmaskine ikke kunne få lokket lytterne med ombord i det tempo, man havde sat sig for. Det tager tid for folk at opdage, at der er en ny radio på kortet, og bare det at få nye lyttere til at stille over på kanalen og give den en chance var en kæmpe udfordring for radioens ansatte. Eller se på Radio LOUD, der overtog Radio24syvs plads, og som nu på andet år arbejder hårdt for at få acceptable lyttertal.

Når det er op ad bakke at åbne en ny radio, bliver man nødt til at tænke sig rigtig godt om, før man vælger at lukke den. Det er vigtigt at lære af sine fejl. Gør man ikke det, risikerer man at gentage sine fortrydelser. Og lige nu er der en overhængende fare for, at det er det, det er ved at ske.

Det kan lige om lidt blive en uheldig dansk tradition at lukke radiokanaler, som har sit eget unikke ståsted, som opfylder sine public service-forpligtelser, som mod alle odds har fået folk til at stille ind på frekvensen, og som for fælles midler og med møje, slid, tanke og tålmodighed har fået opbygget sin egen trofaste lytterskare.

Sådan en kanal er P8 Jazz. P8 Jazz har for længst vist sit værd. Dens formidling er i særklasse og i tæt udveksling med det musikalske miljø, den formidler. Alligevel måtte kanalen for få uger siden fejre ti års fødselsdag med truslen om en lukning hængende over hovedet.

Allerede sidste år ville medieforliget og DR’s prioriteringer af de besparelser, der blev institutionen pålagt, have kostet P6 Beat og P8 Jazz livet, hvis ikke en redningsmanøvre fra politisk hold i sidste øjeblik havde givet de to radiokanaler et år mere at leve i. Nu står vi her igen.

DR skyder skylden på politikerne, der med det seneste medieforlig tvang nationalradiofonien til at skære store lunser af sin produktion. Christiansborg kaster bolden tilbage, for man har jo stoppet besparelserne, før de blev fuldt gennemført, så nu må DR stoppe klynkeriet. Det egentlige ansvar for den lukning der venter til årsskiftet vil ingen påtage sig.

Et står fast: Det er politikerne og DR’s ledelse, der har mulighed for at sikre P8 Jazz’ overlevelse. En lukning af P8 Jazz ville blive endnu en lukning af noget velfungerende og unikt, som man bagefter ikke kan forklare og helt sikkert vil fortryde. Nu har man skabt en succes, som ikke ligner de andre. Pas godt på den!