Hovedbillede
Billede
Titel

Her er årets vindere af DMA Jazz 2017

Dato
Intro

Mandag d. 4. december lagde Bremen Teater hus til årets største fejring af dansk jazz, da der blev afholdt Danish Music Awards Jazz 2017.

Waves
Indhold

Otte prestigefyldte priser blev uddelt, seks live acts fyldte salen med musik og cremen af dansk jazz var samlet, da Birgitte Soojin og Master Fatman ledte publikum gennem årets store DMA Jazz-show.

Aftenens store vinder
De helt store vindere til DMA Jazz 2017 var de to musikere og komponister Kira Skov og Maria Faust, der udgav deres fælles værk `In the Beginning’ i maj i år. Parret løb både med prisen for Årets Danske Jazzkomponist og Årets Danske Vokaljazzudgivelse.

Juryen beskrev vinderværket som “et både helstøbt og sømløst værk i absolut særklasse. Den melankolske og modne stemme, korets sakrale hymner og de følsomme og modige arrangementer skaber en bemærkelsesværdig og nærmest hellig treenighed. “  Og supplerede med “Det er lyden af gåsehud. Det er en på alle måder betydningsfuld udgivelse.“

Kira Skov og Maria Faust var rørt og overraskede over at modtage de pristigefyldte priser. "Tusinde tak, vi er rigtig glade. Vi har helt utrolig mange at takke for den her plade og hele den proces der ligger bag. Det har været et stort stykke arbejde. Tusind tak og tusind tak for prisen." Sagde de glade vindere, da de stod på scenen og modtog priserne. 

Spændende og udforskende ny dansk jazz
I kategorien Årets Danske Jazzudgivelse vandt bassisten Nicolai Munch-Hansen og forfatter Peter Laugesen med udgivelsen `Det flimrende lys over Brabrand sø’. Prisen blev uddelt post mortem, da Nicolai Munch-Hansen gik bort blot tre måneder efter albummets releasedato. I løbet af aftenens show blev Nicolai Munch-Hansen også hyldet fra scenen, da hans nærmeste musikalske venner og hustru Kira Skov, fremførte to værker fra udgivelsen.

I kategorien Året Særudgivelse vandt bandet Kalaha bestående af Emil de Waal, Nicklas Knudsen, Rumpistol og Spejderrobot med albummet `Masala’. Udgivelsen blev rost for at pege den danske jazz i en spændende retning og for at vise, hvordan globaliseringen har bidt sig fornøjeligt fast på den danske musikscene.

Saxofonisten Sonja LaBianca, der til dagligt slår sine folder i bandet Selvhenter, vandt prisen for Årets Nye Danske Jazznavn med solo-værket `About Room/Room to be/Rooms’. Om albummet blev der blandt andet sagt: “Det er en saxofonplade for folk, der ikke kan lide saxofon”.

Børnejazzprisen gik i år til det århusianske band Æsken, som allerede havde modtaget statuetten til det særksilte børnejazz-show i den foregående uge.

En hyldest til det danske jazzmiljø
Det var ikke kun jazzmusikerne, der bliver hyldet til DMA Jazz men også personerne omkring, som er med til at bringe jazzen ud til folket. Live Jazz Danmark Prisen, som bliver givet til en koncertarrangør, et spillested eller en festival, gik I år til Mandagsklubben, som afholder populære mandagsfester med tætpakkede koncertprogrammer hver mandag på spillestedet 5e i Kødbyen i København.  

For femte år i træk uddelte Danmarks nationale jazzradio P8 JAZZ deres pris til en ildsjæl, der har styrket jazzen lokalt eller på landsplan, og som fortjener et ekstra skulderklap. P8 JAZZ-Prisen gik i år til Tove Enevoldsen, for sit utrættelige engagement for jazzen igennem årtier.

Gik du glip af DMA Jazz 2017? Fortvivl ej, TV 2 Lorry sender hele showet på samtlige af TV 2’s regioner, første gang den 16. december.

----------

Vinderne af Danish Music Awards Jazz 2017

Årets Danske Jazzudgivelse

‘Det flimrende lys over Brabrand sø’ af Nicolai Munch-Hansen og Peter Laugesen

Årets Danske Jazzkomponist

Kira Skov og Maria Faust for udgivelsen ‘In the Beginning’

Årets Danske Særudgivelse

‘Masala’ af Kalaha

Årets Danske Vokaljazzudgivelse

‘In the Beginning’ af Kira Skov og Maria Faust

Årets Nye Danske Jazznavn

Sonja LaBianca for udgivelsen ‘About Room/Room to be/Rooms’

Årets Børnejazznavn

Æsken

Live Jazz Danmark Prisen

Mandagsklubben på 5e

P8 JAZZ Prisen

Tove Enevoldsen

Arrangører og partnerer
Danish Music Awards Jazz 2017 bliver arrangeret og afviklet af JazzDanmark i samarbejde med Bremen teater, Lorry+, DR P8 JAZZ, Volume, Copenhagen Jazz Festival, DMF DAF og MPO.

Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Kontakt
Navn
Eva Frost
Yderligere
Direktør
E-mail
eva@jazzdanmark.dk