Hovedbillede
Billede
Titel

Hvem skal indstilles til Børnejazzprisen 2022?

Dato
Intro

Igen i år uddeler JazzDanmark Børnejazzprisen - og som sædvanligt giver vi dig mulighed for at indstille en musiker eller gruppe/band til prisen! Prisen gives til de musikere, der arbejder med at præsentere jazz og improviseret musik til landets børn og unge.

Waves
Indhold

Børnejazzprisen uddeles i forbindelse med Danish Music Awards Jazz, og er indstiftet for at anerkende de musikere og orkestre, der gør en ekstra indsats for at fange børn og unges interesse for jazz. Prisen tager ikke udgangspunkt i en pladeudgivelse, men i musikernes samlede output og virke.

Et særligt fokusområde for Børnejazzprisen er koncertoplevelsen. Derfor findes vinderen ved et særligt Børnejazzprisen-show, hvor de nominerede spiller en kort koncert, og en jury bestående af børn og fagpersoner, i fællesskab skal kåre vinderen. Koncerten med de nominerede finder i år sted på Gellerupscenen i Brabrand onsdag d. 7. december, hvor publikum vil bestå af børn fra lokale skoler.

Indstillingen er åben nu. Det er både tilladt at indstille sig selv, hvis du spiller jazz for børn, eller at indstille nogen du kender der gør.

Deadline for at indstille til Børnejazzprisen er d. 30. oktober.

For at kunne indstille en musiker eller et ensemble til Børnejazzprisen er der tre krav:

1. Musiker/band skal spille børnejazz på et professionelt niveau, dvs. spille honorerede koncerter.

2. Musiker/band skal have spillet livekoncerter for børn inden for det seneste år (online arrangementer tæller også med).

3. Musiker/band skal kunne spille d. 7. december på Gellerupscenen i tidsrummet 8-13.

Sådan findes vinderen

De nominerede findes ved, at en jury bestående af personer fra Jazz I Trekanten, Aarhus Jazz Festival og Copenhagen Jazz Festival gennemgår de indstillede, og vælger på baggrund heraf tre nominerede. Juryen, som på dagen vil kåre vinderen, vil bestå af børn i forskellige aldre og fagpersoner, der har kendskab til netop jazz for børn.

 

KLIK HER FOR AT INDSTILLE TIL BØRNEJAZZPRISEN

Om Børnejazzprisen

Børnejazzprisen er en del af Danish Music Awards Jazz og er blevet uddelt siden 2011. Prisen er til for at anerkende et band eller en kunstner, som har præsteret det ypperste jazz for danske børn og dermed gjort en ekstra indsats for at udbrede musikken til de kommende generationer. Modsat de andre priser ved uddelingen, udvælges vinderen af Børnejazzprisen af børn.

Børnejazzprisen præsenteres i samarbejde med Gellerupscenen, Børnekultur Aarhus, Jazz i Trekanten, Aarhus Jazz Festival og Copenhagen Jazz Festival.

DMA Jazz arrangeres af JazzDanmark i Musikhuset Aarhus. Billetsalget er i gang.

Har du spørgsmål til Børnejazzprisen, kan du kontakte:
Projektleder Lars Thor Jensen
Telefon 3345 4306
E-mail: ltj@jazzdanmark.dk
Billede
Kontakt
Navn
Lars Thor Jensen
Yderligere
Projektleder
E-mail
ltj@jazzdanmark.dk