Hovedbillede
Billede
Titel

Kom med på årets Summer Session!

Dato
Intro

Tilmeldingen til dette års Summer Session er nu åben. Selve stævnet foregår fra den 7. til den 13. august på Krogerup Højskole.

Waves
Indhold

Jazzstævnet Summer Session slår igen dørene op til en uge fuld af inspiration og fordybelse med en perlerække af jazzens verdensstjerner som instruktører. Summer Session foregår fra den 7. til den 13. august på Krogerup Højskole.

Sidste år var tilslutningen større end nogensinde til jazzstævnet, som er et af Danmarks ældste. I 2022 har stævneledelsen og JazzDanmark endnu engang lagt os i selen for at skabe de bedste rammer for ugen, med seks stærke instruktører fordelt på fem combos. Fakultetet kommer i år til at blive udgjort af Terri Lyne Carrington, Kris Davis, Joe Lovano, Judi Silvano, Carlos Henriquez og Keyon Harrold. 

Summer Session-fakultetet er sammensat af den kunstneriske ledelse, der består af Nikolaj Hess, Mikkel Hess og Anders ”AC” Christensen.


Tilmeldingen starter nu
Du har nu muligheden for at ansøge om en plads på stævnet HER. Deadline for tilmelding er den 7. juni 2022 og svar på ansøgningerne kan forventes i uge 24.

Fakultet Summer Session 2022

Trommeslager Terri Lyne Carrington har siden hun gjorde sin entre som 11-årig på Berklee College Of Music spillet med navne som Stan Getz, James Moody, Pharoah Sanders, Cassandra Wilson, og Al Jarreau, Wayne Shorter og Herbie Hancock. Derudover har Terri Lyne vundet et utal af priser og er i dag stifter og kunstnerisk leder for Berklee College of Music’s Jazz and Gender Justice Institute.


Canadiske Kris Davis er uddannet jazzpianist ved Toronto University og har en master i komposition ved City College of New York. Kris Davis blev i 2017 tildelt udmærkelsen ‘Rising Star Pianist’ og i 2018 ‘Rising Star Artist’ af Downbeat Magazine. Hun har arbejdet sammen med folk som John Zorn, Terri Lyne Carrington, Craig Taborn, Tyshawn Sorey, og Mary Halvorson.



Judi Silvano & Joe Lovano er ikke ukendte for tidligere Summer Session gængere eller jazzkendere for den sags skyld. De to havde nemlig også et hold i 2013, og nu igen i 2022. Judi Silvano er en jazzsangerinde og komponist. Hendes sangstil kan minde om den norske jazzsangerinde Karin Krog. Saxofonist Joe Lovano kom frem i Woody Hermans og senere Mel Lewis Big Band, og har blandt andet spillet i John Scofields Quartet og i Paul Motians trio.


Stævnets bassist bliver amerikanske Carlos Henriquez. I 1998, kort tid efter Henriquez blev færdig med high school blev han en del af Wynton Marsalis Septet og Jazz at Lincoln Center Orchestra, og i sidstnævnte orkester er han i dag også fast bassist i. Henriquez har optrådt verden over og indspillet med kunstnere som Chucho Valdes, Tito Puente, Danilo Perez, Bob Dylan, og Marc Anthony.
 

Trompetist Keyon Harrold er uddannet ved The New School’s School of Jazz i New York og har haft Charles Tolliver som sin mentor. Selv nævner Harrold Miles Davis’ Second Great Quintet som en af sine inspirationskilder, men også navne som Prince, Dr. Dre og J Dilla findes på listen. Harrold har indspillet og turneret med Robert Glasper, Gregory Porter, D’Angelo, David Sandborn og Jay-Z.


 

Praktisk info

 
Tid:
7.-13. august 2022

Sted:
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk

Pris:
6500 kr. for herboende musikere. 7500 kr. for udenlandske musikere. Beløbet dækker ophold, fuld forplejning og undervisning på Summer Session.

 
Tilmelding og målgruppe:
Summer Session er målrettet professionelle musikere, der har lyst til at bruge en uge i selskab med ligesindede. JazzDanmark lægger vægt på at få et kompetent og mangfoldigt felt af deltagere på tværs af instrument, køn, etnicitet, uddannelse, alder m.m. De endelige deltagere vil blive udvalgt af den kunstneriske ledelse på baggrund af de svar, der er givet i ansøgningsformularen. Svar udsendes ud i løbet af uge 24.
 
Billede

 

Kontakt
Navn
Lars Thor Jensen
Yderligere
Projektleder
E-mail
ltj@jazzdanmark.dk