Efter et par års pause var det endnu engang det genåbnede Jazzhus Montmartre, der lagde scene til finalen af Jazzkonkurrencen. Det var et forventningsfuldt publikum der fyldte det udsolgte spillested, og fik oplevelsen af både et helt nyrenoveret Montmartre og tre varianter af jazzens spirende vækstlag.
De tre grupper Kosmos Trio, KÖZ og Aske Stubkjær, med sin medbragte guitarist Daniel Skov, leverede fremragende koncerter i de legendariske rammer og viste på hver deres måde den helt unge danske jazz' vitalitet.
Juryen, der denne aften bestod af musikerne Daniel Sommer, Anna Roemer og Kathrine Windfeld, udtalte fra scenen: “Aftenens vinder tager publikum ind i et detaljeret univers, hvor de udnytter formatet og deres instrumenter med en modenhed i komposition og samspil. De tekniske finesser virker autentiske og berettigede. Aftenenes vinder har stort potentiale og talent og den helt rigtige indstilling og færdigheder. Vi glæder os til at følge dem fremover."
Kosmos Trio selv var tydeligt overvældede og glade og kvitterede med et simpelt "tak" fra scenen.