Hovedbillede
Billede
Titel

Ny pris ser dagens lys: Her er de nominerede til JazzDanmark Prisen

Dato
Intro

Ved årets Danish Music Awards Jazz uddeler JazzDanmark en ny pris for første gang, som hylder Årets Nytænkende Koncertoplevelse. Den nye pris erstatter Live Jazz Danmark Prisen.

Waves
Indhold

JazzDanmark Prisen gives til en initiativtager eller arrangør af en musikalsk oplevelse inden for jazzens vidtforgrenede genrebillede, hvor der er gjort noget ekstraordinært ud af arrangementets format.
 

Ny pris hylder årets nytænkende koncertoplevelse

Den nyindstiftede pris JazzDanmark Prisen erstatter i år Live Jazz Danmark Prisen, som siden 2001 har hædret koncertarrangører og spillesteder fra hele landet for deres særlige indsats for dansk jazz. 

Den nye pris for årets nytænkende koncertoplevelse gives til initiativtagerne til musikalske projekter, som har gjort noget særligt for at gentænke koncertformatet - med særligt fokus på publikumsudvikling. Der lægges vægt på innovativ brug af mediekanaler, nye formidlingsstrategier, diversitet og mangfoldighed i kurateringen, at konceptet er gennemtænkt og gennemført samt initiativets bæredygtighed. Prisen uddeles til aktøren bag arrangementet, hvilket fx kan være en entreprenant musiker, en garvet koncertarrangør eller en gruppe af initiativtagere.

JazzDanmarks repræsentantskab indstiller de nominerede ud fra en række parametre, som understøtter organisationens egne fokusområder.
 

Årets nominerede til JazzDanmark Prisen

Billede

M. Rexens Musical Memoir Quest Live Show

Sanger og komponist Michael Rexens (Den Magnetiske Ørn, Mongol) talkshow/koncert-koncept beskæftiger sig med alternativ musik fra hele verden. Under projektets første arrangement i juni 2018 i Bryggekælderen i København, kunne man opleve det indonesiske orkester Zoo i kombination med et syret og uforudsigeligt talkshowformat. Sideløbende med live-arrangementerne lever The Musical Memoir Quest på en YouTube-kanal. Her udsender Rexen videoer fra sin yurt (et telt, opført efter mongolsk tradition), som er små kollager af musik fra hele verden, vlogging og videokunst.

Læs mere

 

Billede

Krydsfelt - På Tværs af Musikken med Mads Mathias og Joakim Moesgaard

Jazz i Trekanten faciliterede under deres festival i 2018 et nyt møde mellem to vidt forskellige musikalske skikkelser. Sanger og saxofonist, Mads Mathias (Six City Stompers, Ayi Solomon, Mads Mathias Orchestra), og lydkunstner og elektronisk musiker, Joakim Moesgaard (DJ Fukboi).

Sammen komponerede og fortolkede de hinandens musik over to dage på Råværket i Kolding, et tilholdssted for byens urbane ungdom, og mødet udmundede i et nyt 60-minutter langt værk.

Værket blev opført flere gange under festivalen Jazz i Trekanten, bl.a. i forbindelse med festivalens andet tiltag for unge musikere og arrangører, JazzHouse på Tobbers, og resultatet var et unikt møde mellem grafittikultur, elektronisk eksperimenterende musik og jazzens impulsive natur.

Læs mere

 

Billede

Jazzen i Danmark & Jazzens Ensembler

Gladsaxe Jazzklubs koncertrække, Jazzen i Danmark & Jazzens Ensembler, blev afviklet over en periode på 4 måneder fra slut 2017 til start 2018. Foruden at omfatte koncerter med nogle af Danmarks største jazznavne, bød serien også på foredrag og film.

Over syv tema-aftener inviterede jazzklubben indenfor i Bibliografen i Gladsaxe, til en serie af arrangementer hvor livemusik og foredrag i samspil gav et nyt og mangfoldigt bud på hvordan jazzens historie kan formidles.

Projektet er blevet til i et tæt samarbejde mellem Gladsaxe Jazzklub, områdets oplysningsforbund og kulturinstitutioner, og står som et strålende eksempel på hvorledes det brede samarbejde styrker den fælles sag. Alle 1500 pakkebilletter var udsolgt på under en time.

Læs mere

 

Vinderen af JazzDanmark Prisen 2018 udvælges af JazzDanmarks bestyrelse og bliver afsløret ved Danish Music Awards Jazz 2018, den 12. november på Bremen Teater.

 


Billede

Kom med til årets prisuddeling

Billetsalget til årets prisuddeling er i fuld gang. Årets jazzfest byder på prisuddelinger og godt værtsskab i selskab med Master Fatman og diverse gæsteværter.
På scenen kan vi se frem til koncerter med blandt andet Anisette, Jakob Bro, Phronesis og stororkestret Maluba med Marilyn Mazur og Frederik Lundin. Se det fulde program her og køb din billet her.
 

Det er genreorganisationen JazzDanmark, der arrangerer og afvikler Danish Music Awards Jazz i samarbejde med Bremen Teater, TV2 Lorry, DR P8 Jazz og Copenhagen Jazz Festival. DMA Jazz 2018 er yderligere støttet af Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund.

Lorry+ og DR P8 Jazz sender live fra DMA Jazz 2018.

Billede

 

Kontakt
Navn
Eva Frost
Yderligere
Direktør
E-mail
eva@jazzdanmark.dk