Som medlem af JazzDanmarks bestyrelse skal du bl.a. være med til at udvikle strategi for genreorganisationen og sikre en forsvarlig organisering af JazzDanmarks anliggender. Du bidrager til at sætte dansk jazz på verdenskortet, arbejde for et bæredygtigt og inkluderende jazzmiljø – og meget mere.
Medlemmerne skal kunne deltage i fire årlige bestyrelsesmøder, som fortrinsvis afholdes i København. Ud over bestyrelsen deltager JazzDanmarks direktør og souschef i møderne. Som bestyrelsesmedlem er du desuden inviteret til organisationens løbende arrangementer. Du modtager et symbolsk honorar for dit arbejde i bestyrelsen, og din transport til møderne dækkes.
Bestyrelsen består af i alt syv medlemmer. Hver udpegningsperiode er fire år og kan forlænges med yderligere fire år, dog maksimalt otte år i alt. JazzDanmark lægger vægt på en kompetent og divers sammensætning af bestyrelsen på tværs af køn, geografisk placering, etnicitet, uddannelse, alder m.m. Udpegningen af bestyrelsesmedlemmer følger "Anbefalinger for God Ledelse af Selvejende Kulturinstitutioner."
Læs JazzDanmarks nuværende strategi samt seneste årsskrift og årsrapport her.
Om JazzDanmark
JazzDanmark er en af de fire genreorganisationer, der modtager driftstilskud fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik og bidrager til at fremme musiklivet i Danmark og udbrede dansk musik i udlandet. Derudover modtager JazzDanmark projektstøtte og tilskud fra fonde, foreninger og andre bidragsydere. Organisationen er veldrevet og nytænkende og prioriterer samarbejde og netværk i det danske musikliv og jazzmiljø meget højt.
JazzDanmark er et kraftcenter for udbredelsen af dansk jazz og bidrager til den kunstneriske mangfoldighed i samfundet ved at udfordre sig selv og jazzmiljøet. JazzDanmark er garant for udvikling og kulturformidling af højeste kvalitet.
Har du spørgsmål så kontakt:
Eva Frost
Direktør
+45 3345 4308
eva@jazzdanmark.dk
Trine Louise Lehmann
Vicebestyrelsesleder
trinelouiselehmann@gmail.com