Hovedbillede
Billede
Titel

Programmet klar til International Jazz Day i Tivoli

Dato
Intro

JazzDanmark er gået sammen med Tivoli om at afholde UNESCOS’s International Jazz Day ved et stort event den 30. april 2020. Dagen vil byde på koncerter på flere af havens scener, ude og inde, samt en konference, der er målrettet de mange jazzklubber landet rundt samt lokale kulturpolitikere.

Waves
Indhold

Forud for den store jazz-festdag har JazzDanmark arbejdet på en større kortlægning af de danske jazzklubber, og det er også klubberne, der i samarbejde med Tivoli og JazzDanmark har sammensat et alsidigt og festligt program ud fra ønsker, der er indsendt via en åben formular. 

Konference
På dagen vil der blive afholdt en 2-timers konference i Lumbye Salen i Tivoli. Formålet er, udover at samle jazzklubberne på tværs af landet for første gang i utallige år, at debattere udfordringer og dilemmaer relevante for livejazz-arrangører i Danmark. Der vil være fokus på hvordan de enkelte klubber kan blive inspireret af hinandens arbejdsmetoder samt, hvordan man kan blive bedre til at søge støtte, publikumsudvikle og meget mere. Du kan forhåndstilmelde din jazzklub til konferencen her. Hver jazzklub kan sende én repræsentant, gerne formand/kvinde.

Langt over 100 aktive jazzklubber

På landsplan er det nuværende billede, at der findes over 100 aktive jazzklubber. Fælles for dem er, at de er drevet af ildsjæle, der sørger for at få jazz ud til folket i alle afkroge af det ganske land. 

Er din jazzklub ikke blevet kontaktet af JazzDanmark? 
Skriv til william@jazzdanmark.dk, så sørger vi for at registrere jer.

Alsidigt musikprogram
Vi er glade for at kunne introducere musikprogrammet, som er blevet skabt med udgangspunkt i ønsker fra jazzklubber i hele landet, hvilket har resulteret i et alsidigt og tætpakket program. Fra de tre scener Plænen, Orangeriet og Pantomime Teatret vil der dagen igennem lyde swingende jazztoner fra over ti jazzbands. Alle koncerterne er gratis, når blot indgangen til Tivoli er betalt. 

I løbet af dagen kan man blandt andet høre den populære tenorsaxofonist Jan Harbeck Quartet, som i skrivende stund har opnået svimlende 2,5 mio afspilninger på Spotify. Et andet populært band, Jazz Five, tager sit publikum til nutidens New Orleans og leverer et unikt show med funky jazz’n'roll. Noberts Susemihls Joyful Gumbo spiller også gedigen New Orleans-inspireret jazz med gang i den. 
Vokaljazzen er stærkt repræsenteret på dagen og kan blandt høres hos Kira Martini Quintet, hvor Kiras stærke vokal udfolder sig. Sisters of Jazz består af seks fremtrædende jazzmusikere, der hylder jazzhistoriens kvindelige komponister. Det eftertragtede Paul Harrison Band med Camilla byder på intens, højenergisk jazz og fremragende vokalister mens PS Swingband, fra det nord-midtjyske, spiller swingmusik, der sender tankerne tilbage til i 30’ernes gypsyjazz.
Et par af jazzens yngre stjerneskud er også repræsenteret i form af den anerkendte guitarist Jacob Artved Quartet og vinderne af Jazzkonkurrencen 2019 og dobbelt DMA Jazz-nominerede Svaneborg Kardyb
Derudover vil der være koncerter med Tivoli Ensemblet og Tivoli Late Night Orchestra der bliver flankeret af udvalgte solister. Under ledelse af kapelmester og trombonist Peter Jensen.

I Glassalen vil der blive arrangeret en koncert, der markerer 100 året for dansk jazz, under ledelse af saxofonisten Benjamin Koppel og et til dagen samlet all-star band. 
Til denne koncert kræves billet.

Læs mere om International Jazz Day-programmet her.

Støtte til rejsen for jazzklubber udenfor København
JazzDanmark ønsker at samle så mange jazzklubber som muligt til International Jazz Day 2020 i Tivoli, og dækker derfor op til 30% af transportudgifterne for klubber, der arrangerer fællestransport. Nærmere detaljer kan aftales med William Danstrup: william@jazzdanmark.dk.

Praktisk information:

Dato: 30. april 2020.
Tid: Konference fra kl. 13.00 - 15.00 Livemusik fra kl. 15.00
Sted: Tivoli, Vesterbrogade 3, 1620 København V.  

Støttegivere: Det er JazzDanmark der sammen med Tivoli og det sjællandske netværk for jazzklubber "All That Jazz" står for projektet.
Yderligere finansiering er opnået fra Augustinus Fonden.