Hovedbillede
Billede
Titel

Se alle vinderne af Danish Music Awards Jazz 2020!

Dato
Intro

Her til aften blev dansk jazz fejret ved et overdådigt show med livemusik, prisoverrækkelser og festligt værtskab på Bremen Teater i København.

Waves
Indhold

Jeanett Albeck guidede publikum og seere gennem en kavalkade af musikalske indslag og prisoverrækkelser, da otte priser og to legater blev uddelt til det allerbedste fra det seneste jazzår.

Sværvægtere og debutanter blandt vinderne
Det 13 personer store Maluba Orchestra, som sværvægterne Marilyn Mazur, Fredrik Lundin og Kasper Bai står bag, vandt hovedprisen Årets Jazzudgivelse, der af juryen blev beskrevet som et album med "store kompositoriske ambitioner og et vidtfavnende tag på jazzen". Årets Vokaljazzudgivelse gik til Sinne Eeg & DR Big Band, der høster roser for en top-professionel præstation, hvor musikken "flyder stilsikkert og gennemarbejdet af sted" på udgivelsen We've Just Begun.

Prisen for Årets Nye Navn gik til den unge saxofonist Nikola Bankov, der med værket Bright Future blev spået en, ja, lys fremtid. Udgivelsen blev kaldt en utæmmelig, altopslugende kraft, der straks får både hjerne og hjerte til at overgive sig. I den nystiftede kategori, Årets Eksperiment, var det Maria Faust Sacrum Facere, der løb med prisen for det genrebrydende værk ORGAN. Udgivelsen blev rost af juryen for dens dramatiske og melankolske brusen af kollektiv lyd og for at rumme "jazzens iboende trang til at slå fra sig".

Den fornemme titel som Årets Jazzkomponist gik til trommeslager og komponist Laurits Hyllested for debutpladen, Darling River, hvor kompositionerne og de vidtforgrenede improvisationer væver sig ind i hinanden ad uventede og uforcerede veje.

Sinne Eeg vandt Årets Vokaljazzudgivelse sammen med Danmarks Radios Big Band. Foto: Marie Hald

Særpriser og to nye jazzlegater
Som noget nyt blev der, med støtte fra William Demant Fonden, uddelt to nye jazzlegater til hhv. Årets Musiker og Årets Orkester. Trommeslageren Anton Eger blev hædret med titlen Årets Musiker og 20.000 kr. til sit fortsatte kunstneriske virke for sit virtuose spil og evnen til at præsentere publikum for helt ny og uopdaget lyd. Årets Orkester og de medfølgende 30.000 kr. gik til All Too Human for orkestrets ambitiøse og inspirerende evne til både at udfordre og skubbe sit publikum langt forbi det bekræftende og forudsigelige.

JazzDanmark Prisen for Årets Nytænkende Koncertoplevelse gik til det forrygende og illuminerende koncept, Copenhagen Harbour Parade, arrangeret af Mai Seidelin og Johan Bylling Lang. En flydende New Orleans-inspireret parade i Københavns havn, der var mangfoldig i både oplevelse og blandt publikum til lands og til vands. Saxofonist og komponist Nana Pi Aabo Larsen blev hyldet som årets ildsjæl med P8 Jazz Prisen for sit omfattende og insisterende arbejde for Fredericias musikmiljø med bl.a. Den Kreative Skole, IMPRO CAMP, FredagsJAM på Tøjhuset og som ophavsperson til musiktegnsproget Extemporize.

En stolt vinder af en DMA-statuette for Årets Jazzkomponist, Laurits Hyllested. Foto: Marie Hald

Årets Vindere

Årets Jazzudgivelse
Maluba Orchestra - Maluba Orchestra (Sundance Music & Stunt Records)

Årets Jazzkomponist
Laurits Hyllested - Darling River (AMP Music & Records)

Årets Eksperiment
Maria Faust Sacrum Facere - ORGAN (Sundance Music & Stunt Records)

Årets Vokaljazzudgivelse
Sinne Eeg & The Danish Radio Big Band - We've Just Begun (Sundance Music & Stunt Records) 

Årets Nye Navn
Nikola Bankov - Bright Future (AMP Music & Records)

Børnejazzprisen
Jorden Rundt med Malene Kjærgård

JazzDanmark Prisen
Mai Seidelin og Johan Bylling Lang for Copenhagen Harbour Parade

P8 Jazz Prisen
Nana Pi Aabo Larsen

Jazzlegatet 2020 - Årets Musiker
Anton Eger

Jazzlegatet 2020 - Årets Orkester
All Too Human

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra fejrede deres 40-års jubilæum som orkester på scenen - stadig i topform! Foto: Marie Hald

Kalaha og Hilal Kaya rundede showet af med et brag. Foto: Marie Hald

Støttegivere & Samarbejdspartnere

Danish Music Awards Jazz 2020 er finansieret af Beckett Fonden, William Demant Fonden, Statens Kunstfond og JazzDanmark og afvikles i samarbejde med TV 2 Lorry, DR P8 Jazz og Bremen Teater.

Du kan gense eller genlytte til showet på både TV2 Lorry og DR P8 Jazz.

Det trykte program for aftenen med information om musikken samt årets akademi kan findes her.

Scenografi og visuel identitet: Mundfuld Studio.