Sounds of Denmark er tilbage
I de seneste to år har den danske jazzfestival Sounds of Denmark været aflyst, men nu vender festivalen tilbage. Denne gang med to spillestedspartnere i hhv. London, hvor den legendariske Pizza Express Jazz Club endnu engang er vært for både koncerter og reception, samt på det store regionale spillested Turner Sims i Southampton, som udover en dansk jazzaften koordinerer skolekoncerter med de danske bands.
Sounds of Denmark foregår fra 14. - 16. september og præsenterer de tre orkestre Bévort 3, RKDIA og Svaneborg Kardyb. Festivalen er et vidnesbyrd om, at det britiske marked er tilbage efter både Brexit- og coronarelaterede udfordringer.
Nyt partnerskab i Newcastle
Efter et frugtbart besøgsprogram i 2019 i København, for partnere fra den britiske jazzpromoter-organisation JPN, ser et nyt partnerskab med Newcastle Festival of Jazz and Improvised Music nu dagens lys. Festivalen har i år kurateret de to danske orkestre Maniscalco/Bigoni/Solborg og Czajka & Puchacz og præsenterer også Mark Solborg ved en solokoncert.
De danske orkestre spiller på Newcastle Festival of Jazz and Improvised Music d. 29. - 30. september. Czajka & Puchacz spiller desuden på Café Oto i London d. 28. september.
|