Summer Session er et hit i Kina – Det traditionsrige jazzstævne er blevet oversat.
Efter sidste års store succes med Summer Session Kina har JazzDanmark indgået en aftale med vores kinesiske samarbejdspartnere om at forlænge projektet med tre år. Seks danske musikere rejser nu til byen Qinhuangdao for at deltage i dansk-kinesisk kulturudveksling, når Summer Session Kina 2024 skydes i gang d. 7 oktober.
På mandag begynder Summer Session Kina 2024 – et udvekslingsprojekt mellem Danmark og Kina, som har til formål at skabe nye møder på musikerniveau med udgangspunkt i den traditionsrige sommerhøjskolemodel, som vi kender fra de danske jazzstævner.
Fem professionelle musikere med erfaring fra det danske Summer Session rejser til Kina for at undervise 60 kinesiske talentfulde musikere i en uge. Derudover deltager to udvalgte unge danske musikere, som har interesse i at prøve kræfter med det kinesiske marked.
Projektet er finansieret af en tre-årig bevilling fra S.C. Van Fonden, som støtter støtter kulturudveksling mellem Danmark og Kina i bred forstand.
Summer Session er det rigtige format, når relationer betyder alt
I Kina er personlige relationer afgørende for, om du har succes. Dit professionelle og personlige jeg er sammensmeltet. Derfor har Summer Session det helt rigtige format til at bygge bro og skabe varige relationer, når musikere fra de to lande lever og spiller sammen i døgndrift over en uge. Vi har allerede set effekterne af sidste års stævne, som har ført til nye samarbejdsprojekter og stigende interesse for den danske jazzscene i Kina.
Rutinerede folk bag roret og unge talenter med ombord
Summer Session Kina er et samarbejde mellem JazzDanmark, Aranya International Jazz Week, den kinesiske journalist og DJ Zhang Youdai samt kunstnerisk leder for Summer Session Kina, Anders "AC" Christensen.
Anders AC har været med til at afvikle Summer Session Kina både ved en pilotudgave, som blev afholdt i Beijing i 2018, hvor konceptet blev testet af, og ved den første reelle udgave af træffet i 2023. Han har desuden været tilknyttet ledelsen af det danske Summer Session i mange år.
I 2025 består fakultetet, foruden Anders AC, af Mette Lindberg, Jakob Høyer, Jacob Artved og den amerikanske pianist Aaron Parks.
Desuden bidrager JazzDanmark til, at unge, talentfulde danske musikere kan få mulighed for at rejse med og deltage i stævnet. I år har vi sammen med Jazz9Tus udpeget de Aalborg-baserede musikere August Ørvad Jacobsen og Oliver Brun Thorup, til at tage del i stævnet, da deres band Ørvad/Brun gjorde sig bemærkede ved Supernova Showcase 2024.
Fakultet og studerende ved Summer Session Kina 2023. Foto: Peter von Freiesleben
Baggrund
Summer Session Kina er en adapteret udgave af det danske Summer Session, som i mere end 40 år har skabt nye musikermøder på tværs af niveauer, lande- og genregrænser ved at tilbyde danske professionelle musikere undervisning af store navne fra den internationale jazzscene. Erfaringen viser, at højskoletraditionen, med værdier som demokratisk læring og udviskelse af konventionelle hierarkistrukturer, er særligt gunstig for arbejdet med improvisationsmusik. Det har kinesiske musikere også erfaret efter JazzDanmark afprøvede formatet i Kina sidste år.
Projektet er støttet af S.C. Van Fonden og Aranya International Jazz Week