Erfaren jazzvært
Allerede nu kan vi løfte sløret for prisfestens vært, som er den vidende og erfarne jazzjournalist og vært på P8 Jazz, Naya Buric. Udover at være producer og vært på radioprogrammer og podcasts har Naya Buric blandt andet været vært ved P8s Jazz Alive arrangementer og som oplægsholder til arrangementer hos Det Danske Filminstitut og JazzDanmark.
Fem legater og koncerter med vinderne
Siden 2020 har Tivoli Jazzpris dækket over et enkelt legat dedikeret til en ung musiker med et særligt talent. I 2023 vil jazzprisen i stedet huse hele fire legater og en ærespris: De to William Demant Legater for Årets Musiker og Årets Orkester (tidligere uddelt ved Danish Music Awards Jazz), Rene Daugaard Legatet (tildeles en jazzpianist), Ben Webster Hæderspris samt Bent Jædig Legatet.
Udover selve uddelingen vil aftenen byde på koncert med Tivoli Ensemblet, der gæstes af legat-vinderne som skiftende solister. Efter arrangementet vil der være åben jamsession i Jubilæumshaven.
|