Billetsalget til Tivoli Jazzpris er i gang
Igen i år samler JazzDanmark og Tivoli en række jazzlegater til én stor prisfest den 16. september i Glassalen med Naya Buric som vært.
Den danske jazzscenes talentmasse er enorm og i international klasse. Det skal fejres med en festlig aften i Glassalen, hvor nogle af de mest talentfulde danske musikere hyldes, optræder og mødes på kryds og tværs til efterfølgende jam i Tivolis Jubilæumshave. Fem priser med tilhørende legater skal uddeles, og prismodtagerne kan opleves live i samspil med Tivolis Salonorkester anført af kapelmester Peter Jensen.
Legaterne
Ved Tivoli Jazzpris den 16. september uddeles 5 legater:
- Årets Nybrud (Bevilget af William Demant Fonden)
- Årets Formidler (Bevilget af William Demant Fonden)
- Rene Daugaard Legatet
- Årets Inspirator, 2 legater (Bevilget af Beckett Fonden)
- Børnejazzprisen (Bevilget af Gangstedfonden)
Introduktion af Årets Inspirator-legatet
2024 markerer flere spændende tilføjelser til prisuddelingen – bl.a. introduktionen af ‘Årets Inspirator’-legatet, som er et resultat af et samarbejde og en generøs donation fra Beckett Fonden. Legatet Årets Inspirator “anerkender en jazzmusiker, der gennem sin karriere har demonstreret bemærkelsesværdig musikalsk dygtighed og været en kilde til inspiration og håb. Dette legat går til en musiker, der formår at forbinde fortidens og nutidens musikalske elementer, som skaber forbindelser mellem generationer, og hvis bidrag til jazzgenren fortsat inspirerer både nuværende og fremtidige jazzmusikere.”
I år bliver Årets Inspirator uddelt til 2 personer.
Erfaren jazzvært
Endnu engang er den vidende og erfarne jazzjournalist og vært på P8 Jazz, Naya Buric vært for Tivoli Jazzpris. Udover at være musikansvarlig og vært på P8 Jazz har Naya Buric blandt andet været vært ved P8 Jazz Alive samt oplægsholder til arrangementer hos Det Danske Filminstitut og JazzDanmark.
Program
- 18.30 – 20.00: Tivoli Jazz Pris, Glassalen (dørene åbner klokken 18.00)
- 20.00 – 21.30: Jamsession, Jubilæumshaven