Bobby Mcferrin er en jysk professor
Sangeren, dirigenten og vokalfænomenet Bobby McFerrin er netop blevet udnævnt til adjungeret professor ved Det Jyske Musikkonservatorium. ”Rytmisk korsang er et af Det Jyske Musikkonservatoriums helt særlige indsatsområder, bl.a. har vi Danmarks eneste professorat inden for området”, siger rektor Thomas Winther. ”Netop derfor er det en fantastisk mulighed at kunne etablere dette samarbejde med Bobby McFerrin. Det har afgørende betydning for konservatoriet at kunne sætte endnu et verdensnavn på listen over adjungerede professorer, og vi er meget stolte over at Bobby McFerrin vil medvirke til at gøre konservatoriet endnu stærkere inden for den rytmiske korsang.”
Aftalen med McFerrin er kommet i stand via konservatoriets professor i rytmisk korledelse, Jim Daus Hjernøe. Den betyder at konservatoriet i samarbejde med McFerrins agentur Original Artists er igang med at udvikle en helt ny international masteruddannelse i improvisation for vokalensembler, som forventes at starte til september 2011.
Uddannelsen vil primært finde sted over en række weekender. Undervisningen varetages dels af konservatoriets egne lærere, dels af gæstelærere fra kredsen omkring Bobby McFerrin. Uddannelsen vil certificere deltagerne til at undervise i improvisation for vokalensembler i den særlige stil, som McFerrin er eksponent for. Det Jyske Musikkonservatorium er den eneste institution i verden, der har dette tilbud.
Bobby McFerrin kommer til Aarhus i forbindelse med Aarhus Vocal Festival d. 6.-9. maj. Her skal han bl.a. give en intern masterclass for de studerende ved Det Jyske Musikkonservatorium og for festivalens deltagere.
Udnævnelsen som adjungeret professor finder formelt sted ved masterclassen i Musikhusets symfoniske sal, lørdag d. 7. maj kl. 13. Her optræder McFerrin sammen med vokalensemblet The New Voxnorth under ledelse af Jim Daus Hjernøe. Ved hovedkoncerten om aftenen optræder McFerrin med Aarhus-koret Vocal Line og gæster, under ledelse af Roger Treece.