Nyhed • 09.03.2026
Kom til udgivelsesreception for Kortlægning af de Danske Jazzsamlinger
Jazz Danmark inviterer til udgivelsesreception i Koncertkirken med præsentation af den nye kortlægning og koncert med Bart Lewis Jubilee.
I 2026 markerer Jazz Danmark 100-året for jazzens indtog i Danmark. Med udgivelsen af Kortlægning af de Danske Jazzsamlinger skrives samtidig et nyt kapitel i arbejdet med at bevare og formidle den danske jazzarv. Publikationen er blevet til i samarbejde med initiativtager Ole Bisbjerg og giver for første gang et samlet overblik over de danske arkiver og samlinger, der rummer historien om dansk jazz.
Som en del af receptionen holder musikforsker Mikkel Vad (Københavns Universitet) et oplæg om kortlægningens perspektiver og anvendelse. Mikkel Vad vil desuden inddrage en repræsentant fra Bart Lewis Jubilee til yderligere besyv om hvordan materialet kan bringes i spil i formidling og kunstnerisk praksis.
Hvad kan kortlægningen bruges til?
Kortlægningen omfatter mere end 50 samlinger – fra private entusiaster til institutioner som Det Kongelige Bibliotek, Danmarks Radio og Center for Dansk Jazzhistorie. Samlingerne rummer blandt andet koncertoptagelser, pladeudgivelser, fotografier, artikler og personarkiver, der tilsammen dokumenterer et århundredes dansk jazzhistorie.
Publikationen består af et digitalt opslagsværk samt en introducerende pamflet. Den bliver et centralt redskab for musikere, forskere, studerende og alle med interesse for dansk jazz og kulturarv og bliver samtidig et vigtigt værktøj i arbejdet med at sikre bevaring og formidling af den jazzhistorie, vi står på skuldrene af, og den der skrives lige nu.

Koncert: Nyt værk med rødder i jazzhistorien
Bart Lewis Jubilee er en ung dansk jazztrio, der sætter markante aftryk på fejringen af Dansk Jazz 100 År og som arbejder med den tidligste danske jazz som kunstnerisk afsæt. Denne aften præsenterer bandet et nyt værk sammen med Absalon String Quartet.
Program og praktisk info
Udgivelsesreceptionen er åben for alle interesserede og finder sted d. 30. april 2026 fra kl 18-19.30 og Jazz Danmark byder på lidt at spise og drikke. Deltagelse i udgivelsesreceptionen er gratis, men kræver tilmelding. Tilmeld dig her.
Koncerten finder sted efter udgivelsesreceptionen og kræver separat billet. Køb billet i døren eller i forsalg her.
Dato: 30. april 2026.
Sted: KoncertKirken, Blågaards Plads 6A, 2200 København N
Tidsplan:
18.00 – Receptionen starter
18.15 – Velkomst ved Jazz Danmarks direktør Eva Frost og Ole Bisbjerg
18.30 – Oplæg ved forsker i jazzkultur Mikkel Vad (Københavns Universitet)
19.30 – Dørene åbner for billetkøbere
20.00 – Koncert med Bart Lewis Jubilee og Absalon String Quartet
Det bliver også muligt at få fat i den nye publikation til International Jazz Day i Gellerup arrangeret af Bazarjazz. Pressefoto
International Jazz Day
Datoen for receptionen og koncerten er ikke en hvilken som helst dag – den 30. april er nemlig International Jazz Day. International Jazz Day er en officiel FN-mærkedag, som er initieret af verdensnavnet Herbie Hancock, og den vokser sig større år for år på globalt plan. Denne dag fejres jazzens evne til at fremme demokratiske værdier, hylde mangfoldigheden og sætte fokus på jazzens interkulturelle styrker.
I Østjylland fejres netop disse egenskaber ved jazzen af foreningen Bazarjazz ved arrangementet International Jazz Day i Gellerup. Foreningen har planlagt et flot program med blandt andre den internationale jazzstjerne Zara McFarlane, Hilal Kaya & Thorhan mm. Læs mere om dagen og det fulde program her. International Jazz Day i Gellerup vil desuden også være en mulighed for at få et eksemplar af den nye publikation, og dermed få indblik i kortlægningen af de danske jazzsamlinger.
Kontakt
Partnere og støttegivere


