
Nyhed • 05.12.2025
Dansk Jazz 100 År: Programmet for begivenhedsrækken er ude nu!
Det er nu 100 år siden at 20’ernes Danmark, blev fyldt op af de nye toner. Det fejrer vi med et helt år fyldt med koncerter og meget mere.
I 2026 markerer vi et enestående jubilæum: 100 år med jazz i Danmark. Det er nu 100 år siden at 1920’ernes Danmark, blev fyldt op af de nye toner. Det fejrer Jazz Danmark og landets jazzarrangører med et helt år fyldt med koncerter, festivaler, udstillinger og nye fortællinger, der hylder jazzens mangfoldighed og dens evige mod til fornyelse.
100 år med jazz i Danmark
Fra de første swingrytmer i 1920’erne til guldalderjazzen, 60’ernes eksplosive udvikling og nutidens eksperimenterende lydbilleder, har dansk jazz altid været kendetegnet ved nysgerrighed, åbenhed og internationalt udsyn. Jubilæumsåret hylder både pionererne og den nye generation af musikere, der skaber fremtidens jazz – forankret i traditionen, men rettet mod det næste kapitel.
Komponist og musiker Anders Malta står bag det store fællesværk 100 Stemmer. Pressefoto
Et helt år med oplevelser
I løbet af året kan publikum over hele landet se frem til mere end 100 begivenheder, der tilsammen fortæller historien om dansk jazz gennem musik, billeder, stemmer og fællesskaber. Programmet byder på alt fra store festivaler til intime klubkoncerter spredt over hele landet og alt fra gamle genopdagede skatte til helt nye værker, der udfordrer og udvider jazzens rammer
Årets store satsninger
Jubilæumsfejringen rummer en række markante initiativer – blandt andet:
- 100 Stemmer: komponist og musiker Anders Malta samler 100 musikere i et ambitiøst fællesværk, der opføres under to af sommerens store festivaler
- JAZZ100MOBIL: en rullende udstilling, der bringer jazzhistorien ud i hele landet
- Jazz Movements: en international forskningskonference om jazzens kulturelle bevægelser
- 100 Years of Jazz Heroines: et tredages koncertprogram med fokus på kvindernes ofte oversete plads i jazzhistorien
- To nye podcastserier: Farlige Fugle og Hvor Jazzen Kommer Fra, der bringer historien til live og udforsker jazzens globale rødder og danske forgreninger
Arrangørgruppen SØSTRE Collective står bag en tredages hyldest til kvindernes jazzhistorie.
Historien lever videre
Som et vigtigt aftryk af jubilæumsåret udkommer Guide to the Danish Jazz Collections – den første samlede kortlægning af Danmarks jazzsamlinger. Publikationen bliver et centralt redskab i arbejdet for at bevare og formidle jazzens historie for fremtiden.
Følg med – der kommer mere
Begivenhederne finder sted over hele landet og involverer musikere og arrangører på tværs af genrer, generationer og miljøer. Nye events tilføjes løbende, så hold øje med dine lokale koncertkalendere, samt livejazz.dk, der løbende vil samle 100 års-begivenhederne via tagget her.
Kontakt
Partnere og støttegivere


