
Nyhed • 11.12.2025
Danske kunstnere klar til Jazzahead! 2026
Danmark viser sin bredde inden for jazzen med et stærkt dansk musikalsk line-up
Dansk jazz står stærkt på Jazzahead i 2026. Der er danske navne på både festivalens officielle showcaseprogram, og til Jazz Danmarks egen Danish Clubnight 2026 er tre danske ensembler nu udvalgt.
Jazzahead samler hvert år et internationalt publikum af bookere, journalister og jazzentusiaster fra hele verden. Jazz Danmark har siden 2014 arrangeret en dansk aften på messen, som finder sted om fredagen på Lila Eule – et af Bremens historiske jazzspots. Nana Rashid, som er udvalgt til Jazzaheads officielle showcaseprogram, spiller om fredagen d. 24 april.
Kompositorisk virtuositet, sjælsom vokaljazz og ilter jazzrock
Kathrine Windfeld Sextet (Danish Clubnight) Kathrine Windfeldsmusik hyldes internationalt for sin farverige balance mellem elegance, energi og rytmisk opfindsomhed. Sextetten består af skandinaviske og polske musikere, som løfter kompositionerne med virtuos præcision og stærkt kollektivt drive. Resultatet er intens, moderne jazz, der både overrasker, forfører og skaber et rum af melodisk klarhed og harmonisk dybde.
Nana Rashid (Jazzahead! Showcase) En af tidens stærkedanske jazznavne på den internationale scene er aarhusianske Nana Rashid. Med udgangspunkt i Rashids stærke stemme forener hun, sammen med sin trio, den nordiske jazz’ melankoli med neo-soulens rå ærlighed og intensiteten fra gospel og spirituals. Hun optrådte på Danish Clubnight i 2024, og nu er hun blevet udvalgt til festivalens officielle showcaseprogram på en af messens store scener.
Nausia (Danish Clubnight) Den københavnske kvintet Nausia spiller et opkog af doom, krautrock og spirituel jazz og har de seneste år gjort sig bemærket på Danmarks større og mindre scener. Deres nyeste udgivelse “Finding A Circle” (Vasen, 2025) kredser om improvisationsmusikkens møde med de hypnotiske repetitioner fra krautrocken, den spirituelle jazz’ frie former og en melodik, der kunne være hentet fra højskolesangbogen.
Sinne Eeg & Jacob Christoffersen (Danish Clubnight) Den danske duos nyudgivne album “Shikiori”, er indspillet i Japan og præget af en blanding af ro, spontanitet og dyb følelsesmæssig resonans. Musikken bevæger sig elegant mellem standards, egne kompositioner og japanskinspirerede klangbilleder, som de to kunstnere fortolker med ubesværet virtuositet.
Sinne Eeg og Jacob Christoffersen er aktuelle med udgivelsen Shikiori.
Foto: Pressefoto
Den københavnske kvintet Nausia kombinerer kraut-rock, doom og spirituel jazz. Foto: Audible Music
Om Danish Clubnight og Jazzahead Showcases
Kunstnere på den officiel jazzahead-showcase udvælges af en jury hos Jazzahead. Danish Clubnight-deltagerne er udvalgt af Jazz Danmark på baggrund af et open call kommunikeret via Jazz Danmarks hjemmeside og nyhedsbrev.
Danish Clubnight finder sted på Lila Eule, Bernhardstraße 10-11, i Bremen, Tyskland, Fredag d. 24. April 2026.
Jazzahead!-showcase programmet finder sted d. 23 — 25. april 2026 i Messe Bremen og på Schlachthof Bremen.
Om Jazzahead og tilmelding
Jazzahead er samlingspunkt for den internationale branche
Jazzahead er en af jazzårets største begivenheder, der samler over 3000 deltagere fra den internationale jazzbranche. Begivenheden kombinerer showcase-koncerter med en traditionel messe, der har mere end 100 stande. Messen foregår i Bremen, Tyskland, og er en vigtig platform for netværk, inspiration og international udveksling.
Hvis du er musiker og ikke skal optræde på messen, kan det stadig være en rigtig god idé at rejse med for at styrke dit danske og internationale netværk. Kontakt Jazz Danmarks projektleder Peter von Freiesleben, hvis du vil høre mere.
Sådan tilmelder du dig Jazzahead 2026
Alle danske jazzaktører kan tilmelde sig Jazz Danmarks fællesstand. Følg disse punkter, når du registrerer dig:
- Angiv Jazz Danmark som Main Exhibitor
- Angiv Peter von Freiesleben som Contact Name Main Exhibitor
- Ved standnummer skriv TBA
- Brug rabatkoden GE26RA og få 20 % rabat
Tilmeld dig som standdeltager her
Nana Rashid spillede på Danish Clubnight i 2024 – Nu er hun tilbage på Jazzahead på det officielle showcase program. Foto: Pressefoto
Partnere og støttegivere
Kontakt



