De nominerede til JazzDanmark Prisen og P8 Jazz-prisen
Se de nominerede til Årets Ildsjæl og Årets Koncertoplevelse.
Med de to priser, JazzDanmark Prisen og P8 Jazz-prisen, hyldes både årets nytænkende koncertoplevelse og årets ildsjæl. De nominerede til priserne er nu fundet!
Inspirerende koncertoplevelser
JazzDanmark Prisen er en ny pris, der blev uddelt for første gang til DMA Jazz i 2018. Prisens formål er at hylde en initiativtager eller koncertarrangør af en eller flere koncertoplevelser, hvor der er gjort noget ekstraordinært ud af formatet for arrangementet. Efter indstillinger fra JazzDanmarks repræsentantskab udvælges de nominerede af JazzDanmarks sekretariat, hvor efter det er bestyrelsen, der peger på en vinder blandt de nominerede. Med prisen lægges der vægt på et nytænkende og gennemført format, som kan være til inspiration for andre koncertarrangører og innovativ kuratering med fokus på diversitet og mangfoldighed.
Ildsjælene bag scenetæppet
For syvende år i træk uddeler P8 Jazz deres egen pris til Danish Music Awards Jazz. P8 Jazz-prisen gives til en ildsjæl, der har bidraget til at styrke jazzen lokalt eller på landsplan. En ildsjæl, som fortjener at blive hædret med applaus, skulderklap og ekstra opmærksomhed fra det danske jazzmiljø. Med udgangspunkt i P8 Jazz-lytternes ildsjælsindstillinger har P8 Jazz-redaktionen valgt et felt på 3 nominerede.
De tre nominerede til JazzDanmark Prisen
Hess Is More for koncertrækken Apollonian Circles 1-10 under Copenhagen Jazz Festival
Hess Is More & The Transatlantic Ensemble præsenterede under dette års Copenhagen Jazz Festival en tværkunstnerisk koncertrække, der forløb over ti dage, og som var iscenesat af instruktør Tue Biering, scenograf Christian Friedländer og designer Henrik Vibskov. I et åbent laboratorieforløb på Apollo Bar & Kantine på Charlottenborg var publikum inviteret ind som en vigtig del af koncerterne.
Aarhus Jazz Orchestra for We, Robots. Koncert og seminar om kunstig intelligens.
Med koncerten We, Robots fik Aarhus Jazz Orchestra demonstreret potentialet i brug af kunstig intelligens i en improviserende musikgenre. Orkestret opførte musik komponeret af Signe Bisgaard og Morten Riis, og som en helt særlig gæst stod robotten Shimon ved marimbaen klar til at improvisere med orkestrets musikere. På den ene side imponerede Shimons evne til at opfange visuelle og auditive signaler fra medspillerne og at robotten formåede at lave et konstruktivt og kunsteriske medspil. På den anden side åndede musikerne lettet op over en betydelig fejlprocent, en forsikring om at teknologien endnu er et stykke fra at kunne overtage den levende musikers job.
Gladsaxe Jazzklub for koncertrækken Det Muntre og Hårde Jazzliv
Forløbet, Det Muntre og Hårde Jazzliv, er en række af seks koncerter, hvor fortælling, interview, filmklip og livemusik kombineres i ét. Hvert arrangement har fokus på en dansk musiker, som har nydt bevågenhed og beundring i årtier. Med koncerterne opnår publikum indsigt i jazzmusikerens både muntre og hårde jazzliv. Projektet fortæller på en levende måde om dansk jazzhistorie – men også med et blik på jazzscenen anno 2019 og frem.
De tre nominerede til P8 Jazz-prisen
Maria Dybbroe som bookingansvarlig i den aarhusianske koncertforening Sun Ship og som organisator i det internationale kollektiv for improvisationsmusik, The Community.
Lytterne siger: “Ved siden af sit eget mangefacetterede musikalske virke arbejder Maria med passion og engagement for udbredelsen af den eksperimenterende og grænsesøgende jazzmusik – både som frivilligt medlem af koncertforeningen Sun Ship, der udfordrer og udvider de musikalske horisonter i Aarhus, og som igangsætter i The Community, der knokler for at forstærke netværket af internationale improvisationsmusikere til glæde for både publikum og de udøvende”.
Karsten Bech som initiativtager til og sekretariatschef for festivalen Jazz i Trekanten i Trekantområdet.
Lytterne siger: “Karsten arbejder vedholdende og utrætteligt med at udbrede jazzen til et større og bredere publikum i hele Trekantområdet. På bare fem år er ”Jazz i Trekanten” kommet på landkortet som en betydelig faktor i det danske jazzlandskab – Karsten er manden bag. Han er på evig rejse i det danske og udenlandske jazzmiljø med henblik på at præsentere både kendt og ny, retningsgivende jazzmusik i Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle”.
Unge frivillige på JazzHouse, Kolding som drivkraften for jazzarrangementer og musikalsk fællesskab på spillestedet JazzHouse i Kolding.
Lytterne siger: “I løbet af et år lægger dette team af unge ildsjæle virkelig meget energi og mange arbejdstimer i at skabe et helt unikt fællesskab omkring den unge jazz. De planlægger og afvikler egenhændigt omkring 30 koncerter årligt for cirka 200 publikummer pr. gang, og de er alene drevet af et brændende ønske om at skabe en levende scene, hvor unge, up-coming jazzmusikere har mulighed for at mødes og spille for et ungt publikum”.
Vinderne af både P8 Jazz Prisen og JazzDanmark Prisen bliver offentliggøres til Danish Music Awards Jazz d. 18. november 2019.
Kom med til årets jazzfest
Med syv prisuddelinger og Jeanett Albeck, der som værtinde vil guide publikum gennem slagets gang, kan det ikke blive andet en festaften i jazzens tegn. På scenen kan publikum også se frem til fem optrædende bands, bl.a. Girls in Airport og Blicher/Hemmer/Gadd.
Hvad: Danish Music Awards Jazz 2019
Hvor: Bremen Teater, København
Hvornår: Den 18. november kl. 20.00
DMA Jazz 2019 er støttet af Musikforlæggerne, Beckett-Fonden og Statens Kunstfond.