News • 18.05.2020

Tre nye deltagere fundet til Asienprojektet

De tre nye deltagere til Asienprojektet er blevet udvalgt

Asienprojektet blev igangsat sidste år i samarbejde med Augustinus Fonden og JazzDanmark kan nu afsløre projektets nye deltagere. Projektets første år har budt på turnéer, optagelser og en masse netværksarbejde for tre deltagere, og vi er nu klar til at sætte endnu et hold i gang. De tre nye deltagere til Asienprojektet er blevet udvalgt af et panel bestående af branchefolk med tilknytning til Kina, Sydkorea og Japan.

Tæt samarbejde med fokuslande

Asienprojektet har til formål at arbejde målrettet med kunstnere, der i forvejen har prøvet kræfter med det østasiatiske marked, som i projektet kan bygge videre på tidligere erfaringer. Både kunstnernes og JazzDanmarks tidligere samarbejder med aktører i fokuslandene gør det muligt at målrette indsatsen og skræddersy en god strategi for hver deltager. Det panel, som er med til at udvælge deltagerne, udgør også en vigtig del af et voksende netværk i Asien, da panelet udskiftes hvert år og består af hele seks nøglepersoner fra den store asiatiske musikbranche.

Nordisk guitarklang, neo-swing og atmosfæriske vokalimprovisationer
I samråd med panelet er de tre nye deltagere blevet udvalgt blandt et stærkt felt af ansøgere. På hver sin måde repræsenterer de udvalgte kunstnere forskellige billeder af det nuværende danske jazzlandskab.

Jakob Bro solo

Den danske guitarist og komponist, Jakob Bro, har turneret i hele verden, og har også prøvet kræfter med både Japan, Sydkorea og Kina før med flere af hans orkestre. Jakob Bro deltager i Asienprojektet primært med sit soloprojekt, med hvilket han spillede en udsolgt koncert i JazzDanmarks Japan-projekt, Opposite, i 2017. Bros tilknytning til det østasiatiske jazzmarked tydeliggøres også i hans samarbejde med Universal Music Japan, hvor han er signet, samt flere optrædener på fremtrædende scener, som f.eks. Tokyo Jazz Festival.

Horse Orchestra

Den nordiske septet, Horse Orchestra, består at unge musikere fra Danmark, Island, Norge og Sverige. I efteråret 2019 spillede de på Jarasum Jazz Festival i Sydkorea, som en del af JazzDanmarks Sydkorea-projekt. Udover Sydkorea har Horse Orchestra også fokus på Kina, hvor de i 2016 turnerede og blandt andet spillede på OctLoft Jazz Festival i Shenzhen. Med en allerede planlagt tour i Sydkorea er Horse Orchestra klar til endnu engang at markere sig på det østasiatiske marked, nu med opbakning fra Asienprojektet.

Johanna Elina Sulkunen

Den finske herboende sangerinde og komponist, Johanna Elina Sulkunen udgav i 2018 sit tredje album, Koan, på hvilket hun introducerede sit nye soloprojekt, Sonority. Albummet blev skrevet og udgivet i Japan med en efterfølgende release tour i landet.
Et lignende projekt med udgivelse og release tour er i støbeskeen for 2020, når Sulkunen igen sætter målrettet fokus på Japan gennem hendes deltagelse i Asienprojektet.

Forlængelse af bevillinger

Grundet den helt store 2020-udfordring, covid-19, er det blevet besluttet, at de tre nuværende deltagere samt de nye tre deltagere alle får deres bevillinger forlænget med et år.

De tre nuværende deltagere for 2019-2020, Sinne Eeg, H E X og Kenneth Dahl Knudsen, vil blive forlænget til og med 2021. Alle tre har været afsted til Østasien i 2019 og planlægger nye aktiviteter i slutningen af 2020 eller starten af 2021. De nye deltagere vil være en være en del af projektet fra 2020-2022. Tredje og sidste runde af Asienprojektet, hvor yderligere tre kunstnere skal findes, vil finde sted 2021-2023. Open call til tredje runde gennemføres i løbet af efteråret som planlagt.

Om Asienprojektet

JazzDanmark har længe haft fokus på det østasiatiske jazzmarked, bl.a. med det 10-årige Kina-projekt, hvor konsulent Martin Røen via Danish Music in China har etableret et fodfæste for den danske musik over mange år. Derudover har JazzDanmark de seneste par år markeret sig med store nedslag i både Japan og Sydkorea, og vi oplever en stigende søgning på det asiatiske område i regi af JazzDanmark Puljen.

Med en treårig finansiering fra Augustinus Fonden blev det sidste år muligt at søsætte Asienprojektet. Formålet med projektet er at skabe et stærkere fundament på det østasiatiske marked for musikere med tidligere erfaringer fra området. Projektet fokuserer hovedsagligt på Kina, Sydkorea og Japan.

Kontakt

Martin Jensen

Project Manager

+45 33 45 43 00

martin@jazzdanmark.dk

Støttegivere