
Nyhed • 17.01.2025
Flere danske bands optræder på Jazzahead
Igen i år præsenterer Danish Clubnight tre danske jazzensembler på en af Bremens historiske jazzklubber. Smag På Dig Selv spiller på Jazzaheads egen showcase.
Bremens jazzpublikum og bookere fra hele verden kan glæde sig til tre meget forskellige musikoplevelser, når ALAWARI, Jens Fisker og Cecilie Strange indtager scenen under Jazz Danmarks Clubnight på det historiske spillested Lila Eule i Bremen.
Smag På Dig Selv spiller på Jazzaheads egen showcase
Det danske jazzband Smag På Dig Selv har desuden fået plads på Jazzaheads officielle showcase. Kun 38 bands fra hele verden udvælges til at spille på festivalen. Sidste gang et dansk band var repræsenteret var i 2022, da Kathrine Windfeld Big Band blev præsenteret, og i både 2022 og 2024 optrådte Teis Semey med et hollandsk lineup.

Om de optrædende til Danish Clubnight
ALAWARI
ALAWARI er en sekstet fra København, der blander klassisk musik og jazz i et kraftfuldt format. En intens oplevelse, der midlertidigt splitter verden for at lade lytteren samle den igen. Bandet vandt en DMA Jazz for Årets Nye Jazznavn i forbindelse med deres debutalbum i 2022.
Lineup: Sune Sunesen Rendtorff: Klaver og synth, Carlo Janusz Becker Adrian: Trompet og flygelhorn, Frederik Engell: Tenorsaxofon, Michaela Turcerová: Altsaxofon, Rafał Różalski: Kontrabas, Simon Forchhammer: Trommer

Jens Fisker
Jens Fiskers musik forener urbane Berlin-vibes med elementer af bebop, blues og moderne jazz. Hans guitarspil og kærlighed til jazztraditionen skaber en nærværende oplevelse. Han er inspireret af naturen ved Vesterhavet og forener jordnærhed og passion i sit spil.
Lineup: Olga Amelchenko: Altsaxofon, Mette Nadja Hansen: Vokal, Jens Fisker: Guitar, Mariusz Praśniewski: Bas, Daniel Sommer: Trommer

Cecilie Strange
Cecilie Stranges musik byder på nordisk minimalisme og dragende tenorsax. Hun har modtaget flere internationale priser, bl.a. Jazz Recording of the Year ved Presto Music Awards 2023. Hun var nomineret til ‘Årets Jazzudgivelse’ og ‘Årets Jazzkomponist’ ved DMA 2023. Cecilie Stranges femte album udkommer i foråret 2025.
Lineup: Cecilie Strange: Tenorsaxofon, Peter Rosendal: Klaver, Thommy Andersson: Kontrabas, Jakob Høyer: Trommer
Jazzahead er samlingspunkt for den internationale branche
Jazzahead er en af jazzårets største begivenheder, der samler over 3000 deltagere fra den internationale jazzbranche. Begivenheden kombinerer showcase-koncerter med en traditionel messe, der har mere end 100 stande. Messen foregår i Bremen, Tyskland, og er en vigtig platform for netværk, inspiration og international udveksling.
Kontakt


Støttegivere

