Nyhed • 07.10.2020

Fra finale til vinderkoncert: Vinderen af Jazzkonkurrencen 2020 er fundet

Vær med den 3. november, når Emil Savery Trio spiller vinderkoncert og afslutter Jazzkonkurrencen 2020.

Hvad der skulle have været to finalekoncerter er nu blevet til én vinderkoncert med prisoverrækkelse i stedet, da det konkurrerende finaleband Skou-Due/Kaptain/Schiødt/Loeb/Nielsen har trukket sig fra årets konkurrence. Prisen og de medfølgende 10.000 kroner vil blive overrakt den 3. november, når Emil Savery Trio spiller sin vinderkoncert på Dexter i Odense.

 

“Jeg har det fantastisk,” siger den unge jazzorganist Emil Savery, der med sin trio har vundet Jazzkonkurrencen 2020. “Det er en lidt antiklimatisk måde at vinde på, men jeg er virkelig glad, for nu har vi råd til at lave en plade. Det var målet,” siger Emil Savery.

 

Finalen udskudt flere gange

Jazzkonkurrencens indledende runde blev afholdt i Aalborg i februar, hvor fire udvalgte bands spillede om at få en plads videre i konkurrencen. Fire blev til tre i Aalborg, og tre blev til to i konkurrencens anden runde i Kolding.

 

Siden da er finalen blevet udskudt af flere omgange. Senest skulle finalen have været afholdt den 21. oktober på Jazzhus Montmartre, men måtte aflyses grundet covid-19 samt spillestedets økonomiske situation som følge af pandemien.  Det er også på grund de mange udskydelser, at Skou-Due/Kaptain/Schiødt/Loeb/Nielsen i sidste ende er endt med at trække sig fra konkurrencen.

Konkurrence for spirende jazztalenter

Jazzkonkurrencen er JazzDanmarks tilbagevendende konkurrence mellem unge, danske, spirende jazzmusikere. Her får musikere, der er op til 30 år, mulighed for at udvikle sig ved at spille på forskellige scener i hele landet, få professionel rådgivning, indspille deres musik og blive eksponeret på P8 Jazz.

 

De deltagende bands og musikere vurderes af en nøje udvalgt fagjury bestående af både professionelle jazzmusikere og branchefolk.

 

Praktiske informationer

 

Tid og sted:

Den 3. november 2020. Dørene åbner kl. 19.00, koncertstart kl. 20.00.

På Dexter, Vindegade 65, 5000 Odense C

Gratis entré

Jazzkonkurrencen 2020 er et samarbejde mellem Huset i Hasserisgade, Jazz6000, Jazzhus Montmartre, P8 Jazz og JazzDanmark. Jazzkonkurrencen er støttet af Gangsted Fonden.

Partnere og støttegivere

Gangsted Fonden