Nyhed • 01.09.2026
Har du en god idé til et jazzprojekt? Søg Jazzpuljen senest den 14/9
Jazzpuljen støtter danske jazzprojekter, og har to årlige frister. Den næste frist er mandag den 14. september.
Alle kan søge Jazzpuljen
Har du en støtteværdig idé inden for dansk jazz eller beslægtede genrer? Så opfordrer vi dig til at søge midler fra Jazzpuljen. Der er to årlige frister, og den næste frist er mandag den 14. september 2026 kl. 23.59. Du kan ansøge om beløb mellem 5.000 kr. og 35.000 kr.
Jazzpuljen fokuserer på projekter, der fremhæver og styrker jazz og dens beslægtede genrer. Bemærk, at vi ikke støtter udgifter til uddannelse, kursusdeltagelse, transport eller renovering. For disse behov henviser vi til Jazz Danmarks transportstøtteordninger og til andre puljer. Ansøgninger skal indsendes før projektstart, og projekterne skal afvikles efter ansøgningsfristens udløb.
William Demant Fondens overordnede formål er at støtte projekter, der forbedrer livskvaliteten for børn og voksne gennem kulturelle og sociale aktiviteter – fortrinsvis projekter, der involverer høresansen, f.eks. gennem musik. Projekter, der søger Jazzpuljen skal derfor også leve op til dette formål.
Hvordan ansøger jeg?
Ansøgningen skal udfyldes i Jazzpuljens ansøgningsskema og skal inkludere et budget udarbejdet med Jazzpuljens budgetskabelon. Find alle kriterier og info om Jazzpuljen her.
Fotoet er fra SALAD DAYS Festival, der modtog støtte fra puljen sidste år. Foto: Kåre Viemose
Kontakt
Partnere og støttegivere


