Nyhed • 18.12.2025

Læs om 70/30-princippet i ny guide til kønsbalance

Reel forandring i musiklivet kræver modige forandringer på de indre linjer; vi skal udfordre organisationernes strukturer for at øge diversiteten.

Hvordan skaber man reel forandring i musikbranchen og ikke mindst i de strukturer, der gennem årtier har fastholdt en skæv kønsbalance? Det spørgsmål tager Jazz Danmark fat på i det fælles “Inspirationskatalog til kønsbalance i Musiklivet”, som er blevet til gennem et samarbejde med TEMPI, Art Music Denmark og ROSA. Kataloget præsenterer 5 case-historier, der hver især arbejder med repræsentation og har opnået konkrete resultater.

Et simpelt greb for at øge diversiteten

Blandt katalogets case-historier står Jazz Danmarks flerårige arbejde med 70/30-princippet. 

Jazz Danmark bruger dette greb for at sikre en bred repræsentation i udvalg, programlægning og rekruttering. Princippet er indskrevet i organisationens strategi for 2026-2029 og er en fast metodisk del af Jazz Danmarks projektvirksomhed.

Kernen i metoden er 70/30-princippet: Ingen enkelt gruppe må udgøre mere end 70% af en samlet enhed, hvad enten det gælder køn, alder, geografisk tilhørsforhold eller musikalsk baggrund. De sidste 30% reserveres til “noget andet”, så homogenitet undgås.

Efter mange års indsatser er erfaringen, at ændringer ikke alene opstår gennem enkeltstående initiativer, men når princippet tænkes ind i strukturen.

For at undgå at alting bliver ensartet – eller homogent – arbejder vi med et maksimum for netop dette. Så i stedet for at trække minoriteterne frem ‘nu skal vi også huske kvinderne, de gamle, de unge, etc’, så tager man fat i den størst repræsenterede gruppe – den mest homogene gruppe – og ser på, hvordan man kan bryde med den.

– Eva Frost, direktør for Jazz Danmark

Et fælles afsæt

Med det nye inspirationskatalog ønsker de fire genreorganisationer, Jazz Danmark, TEMPI, ROSA og Art Music Denmark, at understøtte en bredere bevægelse i dansk musikliv. Ved at dele metoder, data og erfaringer håber vi at give andre aktører modet til at tage næste skridt i et opgør med forældede strukturer, samt et praktisk og håndgribeligt værktøjssæt.

Læs kataloget her