Nyhed • 31.01.2014

JazzCamp for Piger sætter fokus på improvisation i byer over hele landet

JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival er gået sammen om at arrangere en uge med undervisning og improvisation for piger i alderen 10-15 år.

Det nye projekt hedder JazzCamp for Piger og finder sted under Vinterjazz 2014 på fem af landets musikskoler.

Fokus på kønsbalance

I februar sætter et nyt initiativ fokus på improvisation og piger i rytmisk musik. Det finder sted på 12 sammenspilshold på fem musikskoler rundt omkring i landet. Projektet omfatter undervisere fra landets musikkonservatorier og starter med en workshop med den norske musiker og underviser, Odd André Elveland, som på Improbasen i Norge har stor succes med jazzundervisning for børn med nye undervisningsmetoder og hovedvægt på improvisation.

80/20 rapporten

JazzCamp for Piger er bl.a. afledt af rapporten ”Kønsbalancen i Rytmisk Musik” fra 2012, som bekræftede, at der er væsentligt flere mænd end kvinder i rytmisk musik (ca. 80 % mænd og 20 % kvinder), og at der i løbet af de seneste fem år ikke er sket nogen udvikling på området. Analysen omfattede både konservatoriestuderende, udøvende musikere, beslutningstagere og undervisere – og samtidig bekræftede rapporten også, at de fleste kvindelige musikere er sangere.

Indsatsen for en bedre kønsbalance i rytmisk musik er et langt træk og skal komme fra flere aktører i musiklivet: genreorganisationer, musikforeninger, fagforeningerne, LMS, musiklærere osv. Der lader til at være en god bølge i gang omkring det lige nu, og støtte til JazzCamp for Piger fra en række musikorganisationer og fonde viser, at flere har interesse i det overordnede formål med projektet.

Lars Winther, sekretariatsleder hos JazzDanmark

Copenhagen Jazz Festival har i en årrække præsenteret JazzCamp i København i juni og juli måned, men dette er første gang, at JazzCamp laves specifikt for pigerne, og at campen finder sted under den landsdækkende jazzfestival Vinterjazz. Der er i alt 12 hold med 50 deltagere på JazzCamp for Piger 2014.

JazzCamp for Piger er støttet af DJBFA, DMF, DPA , DAF og Gad Andresens Fond. Arrangør er JazzDanmark, Copenhagen Jazz Festival i samarbejde med Hvidovre Musikskole, Frederiksberg Musikhøjskole, Aalborg Kulturskole, Aarhus Musikskole, JazzCamp i Ribe og musikskoler i Region Syd, samt konservatorierne i Esbjerg, Odense, København, Aalborg og Aarhus.

JazzCamp for Piger er en ny måde at forholde sig til den manglende kønsbalance i rytmisk musik. Det kan virke drastisk at sætte drengene uden for døren, men vi tror på projektet – dels fordi det er så relativt målrettet, og dels fordi vi importerer musikpædagogisk hjælp fra Norge i form af Odd André Elveland, som har en unik tilgangsvinkel til improvisationsorienteret undervisning.

Kenneth Hansen, direktør Copenhagen Jazz Festival

Kontakt

Agnete Seerup

Kommunikations- og souschef

+45 33 45 43 09

agnete@jazzdanmark.dk