
Nyhed • 30.06.2025
JazzCamp for Piger starter i dag over hele Danmark – 12 internationale partnere er med
I dag begynder JazzCamp for Piger på 11 musikskoler rundt i Danmark, mens antallet af projektets internationale partnere stiger.
Hundredevis af unge piger skal prøve at spille i band
Fra 30. juni – 3. juli kan du finde improvisation og jazz i øvelokalerne fra Aalborg til Vordingborg, når JazzCamp for Piger samler hundredevis af unge piger i bands, hvor de skal lære at improvisere og komponere. Siden starten for 11 år siden er JazzCamp for Piger vokset langt ud over Danmarks grænser til England, Irland, Belgien, Polen, Sverige, Finland, Tjekkiet, Holland, Indien, Ungarn, Canada og Tyrkiet. I Danmark bliver JazzCamp for Piger i 2025 afholdt på 11 musikskoler fordelt over hele landet.
Fællesskab og anti-perfekthedskultur
Pigerne oplever et sjovt og dedikeret fællesskab, og improvisation har vist sig som et effektivt værktøj til musikundervisning af børn og som en vigtig modvægt til den nul-fejlskultur, der er udbredt blandt børn og unge.
“But perhaps the most important lesson for the students at Jazz Camp for Girls is that there is a place for them in jazz at all.”
New York Times

Jazz Camp for Piger. Foto: Fulano
JazzCamps i hele landet
JazzCamp for Piger 2025 bliver til i samarbejde med lokale musikskoler i hele landet i første uge af skolernes sommerferie – i år fra mandag den 30/6 til torsdag den 3/7 fra kl 10-15. I år er de deltagende musikskoler følgende:
- Aalborg Kulturskole
- Musikhøjskolen Frederiksberg
- Holbæk Kulturskole
- Kulturskolen Kolding
- Vordingborg Kommunes Musikskole
- Den Kreative Skole i Silkeborg
- Odense Musikskole
- Aarhus Musikskole
- Rytmisk Center i København
- Kulturskolen Esbjerg
- Mariagerfjord/Rebild
Jazz Camp for Girls Summit i Helsinki 2025
Fra den 16.–18. juni 2025 var Jazz Danmark vært for “Jazz Camp for Girls Summit 2025”, som samlede undervisere og projektledere fra hele Europa og Canada samt repræsentanter fra Europe Jazz Network (EJN) i Helsinki. Gennem workshops, vidensdeling og inspiration arbejdede samarbejdspartnerne sammen om at styrke Jazz Camp for Girls og udvikle nye idéer til fremtidigt samarbejde. Summit’en blev besøgt af Nordic Culture Point og Nordisk Kulturfond, som støtter det internationale projekt. Ud over workshops var der oplæg fra canadiske og europæiske partnere.
Jazz Camp for Piger er en international anerkendt succes
Jazz Camp for Piger blev grundlagt i 2014 af Copenhagen Jazz Festival og Jazz Danmark og er siden vokset ud over Danmarks grænser. Jazz Danmark har videreført projektet i samarbejde med danske musikskoler og nye internationale partnere, så piger flere steder i verden nu også har fået mulighed for at improvisere og komponere i musikalske fællesskaber på Jazzcamp for Piger. Udvidelsen er muliggjort med støtte fra Nordisk Kulturfond.
I 2022 understregede The New York Times den voksende internationale betydning med en helsides reportage fra JazzCamp for Piger i København. Læs den her.
Ved det danske statsbesøg i Polen i 2024 blev JazzCamp for Piger overværet af blandt andre H.M. Kong Frederik 10., samt et større udvalgt af embeds-, kultur- og erhvervsfolk fra både Polen og Danmark. Læs om det her.
Læs mere om projektet her.
Kontakt


Kristoffer Juel
Projektkoordinator, JazzCamp for Piger i Danmark og Stævneleder, Sommerstævnet Jazzdalen
Partnere og støttegivere





