Big Bands i Danmark

Det har ofte været vanskeligt at drive store jazzorkestre i Danmark. At hyre en klavertrio er nu engang billigere end tyve mand, som alle skal have tariffen. Og besværet med at holde kunstnerisk retning og samling på et stort orkester med individualister, der også må passe egne karrierer, har mere end en orkesterleder måttet sande. Men en lang række komponister og orkesterledere har igennem dansk jazzhistorie fastholdt deres visioner og skabt udtryksformer, der har flyttet grænserne for orkestral lyd i Danmark. 

Billede

Danske swingorkestre

I 1930ernes og 40ernes swingtid hentede de danske jazzbands inspirationen fra amerikanske swingorkestre og orkesterledere som Duke Ellington, Fletcher Henderson, Count Basie og Don Redman. Erik Tuxens Orkester var et klassisk swing-bigband, som spillede stramme, riffbaserede arrangementer med begrænsede solistiske udfoldelser. Tuxen rådede over en række af de væsentligste danske jazzmusikere her i blandt saxofonisten Kai Ewans, basunisten Peter Rasmussen, trommeslageren Erik ”Spjæt” Kragh og pianisten Leo Mathisen. Orkestret havde dog sit eget særpræg i kraft af gode arrangører som Mathisen, Ewans og komponisten Bernhard Christensen. Men også i kraft af et repertoire, der havde en typisk dansk, humoristisk vinkel. I orkestrets kølvand fulgte mange andre såkaldte ”danseorkestre” i 1930erne og 40erne, som spillede swingende underholdningsjazz og populærmusik her i blandt Louis Preills Danseorkester, Kai Ewans´ Orkester og det Glenn Miller-påvirkede Bruno Henriksens Orkester. 

Glindemanns orkester

Et afgørende nyt moment i den danske orkesterjazz kom med Ib Glindemann, der efter sin konservatorieuddannelse i 1955 dannede Ib Glindemanns Orkester med en bigband-besætning på atten musikere. Musikken var påvirket af beboppens nydannelser bl.a. via arrangører som Bill Holman og Stan Kenton. Orkestret havde stor succes og blev eftertragtet på turnéer i Danmark, Sverige og Tyskland. Glindemann opløste orkestret i 1959, da arbejdet var for opslidende. Men i 1963 samlede han et bigband igen til en særlig, pladedokumenteret koncertlejlighed, som med saft og kraft demonstrerede både Glindemanns stærke evner som dirigent og den moderne bigbandmusiks videre muligheder. I orkestret sad en række af fremtidens musikere her i blandt Palle Mikkelborg, Alex Riel, Bjarne Rostvold, Bent Jædig og Niels-Henning Ørsted Pedersen. I Glindemanns egen komposition ”Mølblues” (med basunisten Torolf Mølgaard som fræk solist med wah-wah-dæmper) er ensemblespillet fuld af latent spænding og dynamik.

Radioværkstedet og Thad Jones

I 1961 blev Radiojazzgruppen lanceret af Danmarks Radio og bassisten Erik Moseholm. Gruppen, der bestod af ti musikere, var et værkstedsorkester. Og trods en vanskelig start var Radiojazzgruppen frem til 1987 et arnested for afprøvning af orkestrale ideer for en lang række danske musikere og komponister som Niels Jørgen Steen, Palle Mikkelborg, Finn Savery, Thomas Clausen, Ole Kock Hansen, Hugh Steinmetz, Lars Togeby og Michael Hove.

I 1964 startede også et decideret bigband i DR-regi. I starten under navnet Det Nye Radiodanseorkester med Ib Glindemann som dirigent. I 1968 ændrede orkestret navn til Radioens Big Band. Den amerikanske orkesterleder Thad Jones løftede under sin ledelse 1977-79 orkestret op i verdensklasse med sin musikalske veloplagthed, power og intensitet. Igennem årtierne har DR Big Band stået som et af Europas førende jazzorkestre med en lang række projekter og samarbejder med væsentlige arrangører og bigbandkomponister som Michael Gibbs, Graham Collier, Bob Brookmeyer og Jim McNeely. Også en række fremstående danske arrangører og bigbandkomponister har bidraget til orkestret bl.a. Erling Kroner, Palle Mikkelborg, Jens Winther, Ole Kock Hansen, Thomas Clausen og Lars Møller. Perioden 1991-2002 var endnu en storhedstid for bigbandet, der turnerede flittigt ude i verden og indspillede en række kritikerroste og prisnominerede plader. Oven på økonomiske vanskeligheder i 2002 og de følgende års voldsomme omlægning af mediestrukturen i DR, er bigbandets profil gradvist blevet ført væk fra den seriøse jazz til det mere underholdningsprægede. I dag lever orkestret mest på sit navn og på fortidens storhed. 

Mikkelborgs mysterier

Helt frem til 1960erne kom inspirationen for orkesterjazzen i Danmark primært fra amerikanske forbilleder, men i løbet af tiåret åbnede jazzkulturen sig mod nye inspirationer, der nu også gjaldt de friske avantgarde-tendenser, kompositionsmusikken og etnisk musik fra Afrika, Latinamerika og Østen.

Trompetisten Palle Mikkelborg, der blev medlem af Radiojazzgruppen i 1962, viste tidligt evner for at komponere og arrangere musik for store besætninger med et ambitionsniveau, større end de flestes og inspirationer fra jazzarrangører som Gil Evans og George Russell og fra moderne klassiske komponister som Ravel og Messiaen. I perioden 1967-1974 var han dirigent for orkestret og skabte flere væsentlige værker med udvidede besætninger her i blandt lp-milepælen The Mysterious Corona (1967), der blev indspillet med 23 musikere inklusiv strygergruppe. Paletten blev yderligere udvidet, da Mikkelborg opførte værket ”Mayas slør” i 1973 med Radioens Big Band plus Underholdningsorkestret og flere gæstesolister.

Billede

Den store triumf for Mikkelborg og DR Big Band var samarbejdet med trompetisten Miles Davis i 1984-85, da denne modtog Sonnings Musikpris i København. Mikkelborg opførte sammen med bigbandet hyldestværket ”Aura” for og med Davis. Efterfølgende indspillede de Aura med den amerikanske legende som hovedsolist. Musikken udkom på plade i 1989, og står i dag som et orkestralt hovedværk i dansk jazzhistorie. I år 2000 indspillede Mikkelborg og orkestret en anden markant suite, The Voice of Silence, dedikeret til kunstmuseet Louisiana. 

Avantgarde og verdensmusik

Avantgarde-jazzen kom også til at betyde fornyelse inden for orkesterjazzen. I 1967 lancerede John Tchicai orkesteret Cadentia Nova Danica sammen med andre af datidens yngre danske navne som Karsten Vogel, Hugh Steinmetz, Kim Menzer, Christian Kyhl, Claus Bøje, Pierre Dørge og Ole Mathiessen. Det var i sin tid en af de få permanente, store avantgarde-grupper i Europa. Orkestrets udgivelse Afrodisiaca (1969), står i dag som en klassiker; en krible-krablende musik og en kompleks klangverden af afrikanske rytmer, arrangerede passager og fri improvisation.

Guitaristen Pierre Dørge havde sans for avantgardens eksperimenter, men også for jazzens tradition og for etniske arter. I 1980 dannede han New Jungle Orchestra med saxofonisten Simon Spang-Hanssen. Dette ensembles junglejazz fra Ellington og afrojazz fra Gambia er med tiden blevet udvidet til også at gælde kinajazz, araberjazz og mange andre stiltræk - med uforudsigelige stænk af leg og humor. New Jungle Orchestra har opnået verdensry og er fortsat sprællevende.

Også stærkt præget af verdensmusikken er perkussionisten og orkesterlederen Marilyn Mazur. Efter at have ledet det halvstore kvindeorkester, Primi Band, i starten af 1980erne, foldede hun sig for alvor ud som leder af stort orkester, da hun i 1996 modtog invitationen fra Erik Moseholms opfindelse: Brande International Music Workshop Orchestra (BIMWO). Mazur skrev og opførte musik for det tyve m/k store orkester plus solister og et kor på tohundrede sangere. Det førte til to pladeudgivelser, hvor af den eventyrligt storladne Jordsange, indspillet i 1998 med koret Ars Nova og Copenhagen Art Ensemble, opnåede en nominering til Nordisk Råds Musikpris.

Erik Moseholms BIMWO-idé førte i øvrigt til det EU-støttede European Jazz Youth Orchestra, som under betegnelsen ”Swinging Europe” hvert år siden 1998 har ladet et ungdomsorkester af europæiske jazztalenter turnere i Europa og indspille med udvalgte dirigenter her i blandt Pierre Dørge (1998), Helge Albin (2000), Pedro Moreira (2004), Lars Møller (2007) og Peter Herbolzheimer (2009). 

Kompromisløse Art Ensemble

Det nok væsentligste eksperimenterende storband i dansk jazz siden 1990erne er Copenhagen Art Ensemble. Orkestret udsprang af Frans Baks Jazzgruppe 90, hvis idé gik tilbage til Radiojazzgruppen som et værkstedsorkester for yngre jazzkomponister. Fra dannelsen i 1996 blev orkestret ledet af Lotte Anker og Ture Larsen som et kompromisløst foretagende, hvis både vilde og dybtsøgende musik, inspireret af både avantgarde jazz og nyere kompositionsmusik, er dokumenteret på flere plader.
Fredrik Lundins People Faces Times & Places (1993) er også værd at nævne sig som et enkeltstående projekt, der viste Lundins særlige evner som komponist og arrangør.

Orkestret Communio Musica blev etableret i anden halvdel af 1990erne af flere af de musikere, som i sin tid spillede i Cadentia Nova Danica her i blandt Hugh Steinmetz, Karsten Vogel og Kim Menzer. Dette ensemble dyrkede med rødderne i 60er-avantgarden en mere åben og luftig form for kollektiv improvisation med etniske stiltræk.
En anden utrættelig skikkelse på avantgarde-scenen er saxofonisten, poeten og orkesterlederen T. S. Høeg, som har gjort sig bemærket med sine underfundige og skæve orkestre The Great Mongo Dilmuns og Locomotion Starsemble. Fra 2005 har også den unge generation af avantgarde-lystne musikere arbejdet med store orkesterformater her i blandt Strange Party Orchestra og trommeslageren Kresten Osgood, som har stået i front for to konservatorieorkestre: Ultraktement fra København med hele 32 musikere og Indianerne fra Århus med næsten lige så stor en besætning. 

Billede

Stærke traditionsbånd

En række af de store danske orkestre har fastholdt den amerikanske jazztradition som deres fundament. Her til hører århusianske Klüvers Big Band, startet tilbage i 1977 af dirigenten Jens Klüver. Orkestret har siden været det væsentligste permanente jazzensemble vest for Storebælt med et bredt virke og mange pladeudgivelser bag sig.

Trompetisten Lars Togebys bigband Creme Fraiche gjorde sig stærkt bemærket fra 1976 med sin både saftige og lyriske orkestermusik med rødder i bebop og knopskud til jazzrock. Og selvom orkestret i 1978 figurerede som Radiojazzgruppe og fik stor ros for udgivelsen Creme Fraiche Plays Compositions of Lars Togeby, så måtte orkestret bukke under for dårlig økonomi og manglende offentlig støtte. Flere andre traditionsrige orkestre har måttet leve en usikker tilværelse igennem tiden her i blandt Ernie Wilkins Almost Big Band og Niels Jørgens Steens Monday Night Big Band, der har fået sit navn, fordi det i årevis har afholdt ulønnede prøver og koncerter mandag aftener i København. 

Tango, blues og beats

Basunisten Erling Kroner har dyrket store orkesterformater siden 1970erne med Erling Kroner Tentet, Beijbom/Kroner Big Band og senest New Music Orchestra. Med disse bands har Kroner udfoldet sit særlige arrangørtalent med stærk inspiration fra Charlie Mingus og fra den argentinske tango-tradition. Og netop Charlie Mingus´ sprængfarlige orkestermusik og den dybe gæld til blues-musikken fik i 2000 saxofonisten Fredrik Lundin til at danne det succesfulde orkester, Fredrik Lundin Overdrive, der med to trommeslagere og kødfuld hornsektion har været et af det nye årtusinds mest veloplagte større orkestre.

Også et bigband som The Orchestra, der har været på banen siden slutningen af 1990erne under ledelse af trompetisten Jesper Riis og saxofonisten Lars Møller, har skabt en række gedigne plader med bigband-besætning og med en stærkt krydret og rytmisk dreven musik, fuld af smældende horn, kompositoriske ideer fra tolvtone-musik og flirt med elektroniske beats. Dirigenten Christian ”Chappe” Jensen har med sit Blood Sweat Drum´n´ Bass Big Band, bestående af tidligere studerende fra konservatoriet i Århus, udforsket både populærmusik og etniske stilformer i en ofte udadvendt stil.

De store orkestre i Danmark afspejler på slående vis den ekspansion af stilarter og møder med nye musikformer ude i verden, som har fået den moderne jazz til at blomstre også i Danmark i nye og farverige fusioner. 

Udvalg af dansk orkesterjazz på plade

• Erik Tuxens Orkester: Golden Years 1932-36 (Music Mecca)
• Ib Glindemann: Ib Glindemann and His Orchestra 1963 (Fontana)
• DR Big Band: Thad Jones and the Danish Radio Big Band (Storyville, 1978)
• The Danish Radio Jazz Orchestra & Jim McNeely: Nice Work (dacapo, 2000)
• Danish Radio Big Band & Eivør Pálsdóttir: Trøllabundin (Cope, 2005)
• Palle Mikkelborg: The Mysterious Corona (Debut, 1967)
• Miles Davis: Aura (Columbia, 1989)
• Palle Mikkelborg & The Danish Radio Jazz Orchestra: The Voice of Silence (Stunt, 2000)
• John Tchicai & Cadentia Nova Danica: Afrodisiaca (MPS, 1969)
• Communio Musica: Gate of Changes (Olufsen, 1997)
• Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Brikama (SteepleChase, 1984)
• Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Zig Zag Zimfoni (Stunt, 2001)
• Pierre Dørge & New Jungle Orchestra: Live At Birdland (Stunt, 2003)
• Marilyn Mazur & BIMWO: A Story of Multiplicity (dacapo, 1997)
• Marilyn Mazur/Ars Nova/Copenhagen Art Ensemble: Jordsange (1998)
• Copenhagen Art Ensemble: Shape of Twelve – Music by Lotte Anker (dacapo, 1997)
• Copenhagen Art Ensemble: Tim Berne and Copenhagen Art Ensemble with Herb Robertson and Marc Ducret (Screwgun, 2001)
• Communio Musica: Gate of Changes (Olufsen, 1997)
• Dane T. S. Hawk And His Great Mongo Dilmuns: Don´t Hesitate (Ninth World, 1994)
• Dane T. S. Hawk and The Locomotion Starsemble (ILK, 2003)
• Indianerne (Det Jyske Musikkonservatorium, 2007)
• Klüvers Big Band: Better Believe It - feat. Byron Stripling & Dennis Mackrel (Music Mecca, 2001)
• Klüvers Big Band: 25 år – 1977-2002 (Inter Music, 2002)
• Creme Fraiche: Creme Fraiche Plays Compositions of Lars Togeby (Storyville, 1978)
• Monday Night Big Band:
• Erling Kroner Tentet: Entre Dos Cielos (Music Mecca, 1982)
• Beijbom/Kroner Big Band: Tango for Bad People (Sweet Silence, 2002)
• Fredrik Lundin Overdrive: Choose Your Boots (Stunt, 2001)
• The Orchestra: Noxx (dacapo, 1998)
• The Orchestra: Beats and Big Band (Calibrated, 2003)
• Blood Sweat Drum´n´ Bass Big Band: Live Sessions with Jørgen Munkeby - (Calibrated, 2008)