
Nyhed • 15.01.2025
Jazzkonkurrencen 2025 annoncerer program
Årets udvalgte er Veronika Rud Kvartet, Sandløber og Zinssou Quartet. Glæd dig til at opleve nyt fra den unge jazzscene!
De tre unge orkestre Veronika Rud Kvartet, Sandløber og Zinssou Quartet er klar til at spille koncerter på fire af Danmarks anerkendte spillesteder som del af Jazzkonkurrencen 2025. Koncertrækken lægger fra land d. 14. februar kl 20 på Huset i Hasserisgade i Aalborg.
Kig ind i fremtidens jazzscene
Som altid kan publikum glæde sig til et kig ind i den unge jazzscene i Danmark. De tre orkestre giver hver sit eksempel på jazzens dybde, intensitet og nyskabende energi. Det hele vil blive præsenteret i Aalborg, Kolding, Odense og København.
Vinderen får mulighed for at indspille EP
De optrædende bands deltager sideløbende i et karriereudviklingsforløb. Som noget nyt foregår finalen på Godset i Kolding, hvor vinderen får mulighed for at indspille en EP med tilhørende mix i The Hideout Studio i Aalborg.
Koncertkalender for Jazzkonkurrencen 2025
- 14. februar – Huset, Aalborg
- 20. marts – Alice, København
- 15. april – Dexter, Odense
- 23. maj – Jazz6000/Godset, Kolding
Billetsalget til koncerten på Alice åbner snart. De øvrige koncerter har fri entré.

Veronika Rud har allerede fået opmærksomhed på blandt andet P8 Jazz. Nu deltager hendes kvartet i Jazzkonkurrencen 2025. Pressefoto
Om deltagerne
Veronika Rud Kvartet
Veronika Rud, sangerinde og komponist fra Aarhus, skaber med sin debut-EP “Mens Jeg Venter” et stemningsmættet musikalsk univers, der har vakt opsigt på P8 Jazz. Med en kærlighed til både nordiske klange, soul og americana forener hendes kvartet tradition og nyskabelse gennem legende rytmer og improvisation. Det resulterer i en nærværende lyd, der balancerer ærlighed og musikalsk eventyrlyst.
Line up: Veronika Rud – vokal, Svend Winther – piano, Elias Hp – kontrabas, Jakob Marker – trommer

Sandløber bringer deres inderlige klange til landets scener under Jazzkonkurrencen 2025. Pressefoto
Sandløber
Sandløber inviterer lytterne på en rejse gennem storslåede lydlandskaber, hvor nordisk jazz og højskolesangbogens klang smelter sammen i et fælles sprog. Bandets originale instrumentalmusik fletter inderlige klange og fortællinger, som rummer både varme og intensitet. En oplevelse, der skaber forbindelse mellem musik og menneske.
Line up: Jakob Kaaberbøl – elguitar, Mira Vistisen Nikolajsen – klaver/rhodes, Emil Als – elbas, Thomas Pilkington – trommer/bodhran

Zinssou Quartet skubber grænserne for en moderne jazzkvartet med blandt andet cello i front. Pressefoto
Zinssou Quartet
Zinssou Quartet er ikke bange for at udfordre rammerne for moderne jazz. Med klaver og cello i front blander kvartetten elementer fra kammermusik, nordisk musik og moderne ekspressiv New Yorker-jazz. Debut-EP’en ”Et ungdomstestamente” er en hyldest til naivitet, livsglæde og alt det der fylder, når man er ung. Bandets intuitive og søgende tilgang til musikken stræber efter et ærligt og levende udtryk, der sætter sig i krop og sjæl hos lytteren.
Line up: Maiken Thunbo – cello, Carl Zinssou, klaver, Elias Hvidtfeldt, kontrabas, Lasse Gerup, trommesæt
Vinderne får studietid og mix i The Hideout Studio
Vinderen af Jazzkonkurrencen får en enestående mulighed for at indspille en EP med professionel mix og mastering hos The Hideout Studio.
“Hos The Hideout Studio er vi stolte af at støtte Jazzkonkurrencen 2025, Danmarks måske vigtigste talentudviklingsprogram for unge jazzmusikere under 30 år. Vores engagement i projektet er drevet af en passion for at fremme vækstlaget i dansk jazz og støtte de næste generationer af musikere. Vi ser frem til at følge deltagerne i Jazzkonkurrencen 2025 og glæder os til at bidrage til deres musikalske rejse.” – Lucas og Jacob, The Hideout Studio
Om The Hideout Studio
The Hideout Studio er et såkaldt “one-stop studio”, der tilbyder både indspilning, mix og master til visuelle produkter som videoer og billeder. 10 års erfaring som lydstudie, høj faglighed, passion for musikken og nogle af Danmarks mest stemningsfulde studiefaciliteter er kendetegnene for The Hideout Studio.
Kontakt


Partnere og støttegivere





