Nyhed • 01.05.2026

Kom med Jazznetværket til sommerens jazzfestivaler i Svendborg og Aarhus

Udvid dit netværk og få værktøjer til at udvikle dit publikum og din programlægning ved to arrangementer i juni og juli.

Denne sommer inviterer Jazznetværket danske koncertarrangører til to netværksmøder under Svendborg Jazzfestival og Aarhus Jazz Festival. Her mødes vi om aktuelle udfordringer og muligheder med oplæg, dialog og mulighed for at opleve festivalerne indefra.

Den 13. juni – Svendborg Jazzfestival: Hvordan når vi nye publikummer?

Hvordan udvikler vi publikummet for jazz – og hvordan arbejder vi strategisk med programmer og formidling, når kunstnerne ikke nødvendigvis er bredt kendte?

Det undersøger vi sammen med Katrine Haugaard (Dansk Live), der arbejder med publikumssegmentering og datadrevet programudvikling. Hun deler konkrete erfaringer og værktøjer fra bl.a. MOORJAZZ Festival, som du kan bruge direkte i dit arbejde som koncertarrangør.

Dagen byder også på indblik fra værterne Svendborg Jazzfestival og Spillestedet Harders, og som deltager får du adgang til lørdagens koncerter, hvor du bl.a. kan opleve det legendariske danske latin-funk-ensemble Buki Yamaz og den tyske stjernepianist Pablo Helds trio.

Læs mere og tilmeld dig netværksmødet i Svendborg

Den 4. juli – Aarhus Jazz Festival: Artist-in-Residence og internationale netværk

Hvordan kan en artist-in-residence skabe nye samarbejder mellem scener, arrangører og musikmiljøer?

Aarhus Jazz Festival deler erfaringer fra deres arbejde med artist-in-residence – senest med Astrid Engberg (2026), og tidligere Paal Nilssen-Love og Gustav Ljunggreen & Emil de Waal.

Vi møder festivalledelsen Marie Norman Nyeng og Gorm Askjær og får indblik i, hvordan formatet kan bruges strategisk i programlægning og netværksopbygning.

Vi skal også høre om vores værter fra Institut for X, en af de mange koncertarrangører i Aarhus Jazz Festival, og afslutter med en netværksaktivitet med internationale gæster fra Jazzbüro Hamburg og Musikcentrum Syd (Malmö).

Der er derfor gode muligheder for, at du som koncertarrangør kan knytte bånd til nye musikmiljøer i Danmark og i udlandet – og måske selv blive inspireret til at arbejde med artist-in-residence-formatet i din programlægning?

Se program og tilmeld dig netværksmødet i Aarhus

Jazz Danmarks Jazznetværk styrker landets jazzkoncertarrangører

Siden 2021 har Jazz Danmark drevet Jazznetværket som har til formål at styrke koncertarrangører og projektskabere i arbejdet med at udvikle ambitiøse og nytænkende jazzoplevelser på tværs af landet. Hvis du deltager i et arrangement, bliver du samtidig automatisk medlem af netværket.

Jazznetværket er støttet af en tre-årige bevilling fra Augustinus Fonden (2024-2026)

Transport og overnatning

  • Det er gratis at deltage i netværksarrangementerne og Jazznetværket byder på mad i forbindelse med møderne.
  • Udgifter svarende til billigste offentlige transport refunderes for deltagere med over 25 km rejse.
  • Overnatning tilbydes i Svendborg (begrænset antal pladser).

Læs mere om rammerne for dette i tilmeldingslinks.

Kontakt

Lukas Bysted

Projektkoordinator

Partnere og støttegivere