
Nyhed • 20.02.2025
Kom til seminar om bevaring og formidling af jazzhistorien
Hvordan sikrer vi, at dansk jazz’ rige historie bevares og forbliver levende for fremtidige generationer? Kom med til “Dansk Jazz 100 År”-seminar den 6. maj i Aarhus.
Hvordan sikrer vi, at dansk jazz’ rige historie bevares og forbliver levende for fremtidige generationer? Kom med til “Dansk Jazz 100 År”-seminar den 6. maj i Aarhus. Vi har sammensat et program med tre forskellige perspektiver på jazzens historie og fremtid, som lægger op til både diskussion og inspiration.
Seminaret er en del af projektet Dansk Jazz 100 År og finder sted på Dokk1 i Aarhus tirsdag den 6. maj fra kl. 11-16 (inkl. frokost). Tilmeldingsfristen er den 29. april. Tilmeld dig her.

Tidl. statsbibliotekar Ole Bisbjerg giver et første kig på sin kortlægning af de danske jazzsamlinger.
Dagens program
Ole Bisbjerg: Kortlægning af de danske jazzsamlinger
Bevarelsen og formidlingen af den danske jazzhistorie er i øjeblikket et meget fragmenteret område, spredt ud over en række institutioner i Danmark og andre steder i Europa samt hos private samlere. Tidl. statsbibliotekar Ole Bisbjerg giver et første kig på sin kortlægning af de danske jazzsamlinger og præsenterer den kommende guide, der kan hjælpe forskere, musikere og formidlere. Oplægget efterfølges af en workshop/diskussion.
Annette Saxe: Playing my own part
Annette Saxe deler sine oplevelser og refleksioner om at være den eneste kvindelige instrumentalist i DR Big Band gennem 25 år. Altså en fjerdedel af hele jazzens historie i Danmark. Hvordan navigerer man i en mandsdomineret branche, hvor man både er udøver og formidler af en kulturarv præget af mænd?
Mikkel Rønnau: Fra Farlige Toner til Farlige Fugle
Podcast-producent Mikkel Rønnau (MonoMono) fortæller om podcastens styrker som formidlingskanal for jazzhistorie. Han deler erfaringer fra podcast-serien Farlige Toner og løfter sløret for det nye projekt Farlige Fugle. Farlige Toner, udgivet af DR, er en anerkendt podcast-serie, som endda er oversat til engelsk for den NPR-affilierede radiostation WRTI.

Mikkel Rønnau fortæller om formidling af jazzhistorien i podcasts.

Annette Saxe deler sine oplevelser og refleksioner om at være den eneste kvindelige instrumentalist i DR Big Band gennem 25 år. Foto: Kim Matthai Leland
Vær med til at fejre jazzhistorien og sætte den på den politiske dagsorden
Dansk jazz er levende, sprudlende og internationalt anerkendt. Den nu 100-årige historie giver anledning til at sikre jazzens plads i den kollektive bevidsthed og på den kulturpolitiske dagsorden. Jazzen skal være endnu bedre stillet på de offentlige budgetter, hos fondene, hos musikelskerne og danskerne i al almindelighed.
Dansk Jazz 100 År-projektet arbejder aktivt for at styrke denne indsats, og du kan være med. På seminaret kan du dele dine tanker og idéer, og du har også mulighed for at bidrage til den store paraplybegivenhed i 2026, hvor vi samler aktører på tværs af jazzmiljøet for at markere historien og forme jazzens fremtid. Læs mere om det her. Vi åbner snart for endnu en tilmeldingsrunde for arrangører.
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig
Tid
Tirsdag d. 6. maj 2025 kl. 11-16 – Jazz Danmark giver frokost.
Sted
Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus Centrum
Tilmelding
Tilmeld dig seminaret via dette link – senest den 29. april.
Seminaret præsenteres af Jazz Danmark i samarbejde med Dokk1, Center for Dansk Jazzhistorie og Aarhus Jazz Festival. Dansk Jazz 100 År er støttet af Augustinus Fonden og Statens Kunstfond.
Partnere og støttegivere





Kontakt
