Nyhed • 29.04.2026
Kortlægning af de Danske Jazzsamlinger er ude nu!
Musikere, forskere og musikinteresserede får nu en ny indgang til jazzhistorien med udgivelsen af Kortlægning af de Danske Jazzsamlinger.
I 2026 markerer Jazz Danmark 100-året for jazzens indtog i Danmark, og med udgivelsen af Kortlægning af de Danske Jazzsamlinger skrives samtidig et nyt kapitel i arbejdet med at bevare og formidle den danske jazzarv. Publikationen er blevet til i samarbejde med initiativtager Ole Bisbjerg og giver et aktuelt samlet overblik over de danske arkiver og samlinger, der rummer historien om dansk jazz.
Kortlægningen omfatter 64 samlinger – fra private entusiaster til etablerede institutioner som Det Kongelige Bibliotek, Danmarks Radio og Center for Dansk Jazzhistorie. Samlingerne rummer blandt andet koncertoptagelser, pladeudgivelser, fotografier, noder, artikler og personarkiver, der tilsammen dokumenterer et århundredes dansk jazzhistorie.
Kortlægning af de Danske Jazzsamlinger kan hentes her.
Headerfotoet viser plade-narkomanen Arnvid Meyer i 1996. © Cim Meyer.
Kortlægningen af de Danske Jazzsamlinger er et digitalt opslagsværk, der giver et aktuelt overblik over den bevarede jazzkulturarv i Danmark.
Overblik over en omfattende historie og sikring for kommende generationer
Kortlægning af de Danske Jazzsamlinger fungerer som et digitalt opslagsværk og bliver et centralt redskab for musikere, forskere, studerende og alle med interesse for dansk jazz og kulturarv. Samtidig er den et vigtigt værktøj i arbejdet med at sikre både bevaring og formidling af jazzhistorien.
Formålet er at skabe overblik over og indsigt i den omfattende kulturarv, som de 64 samlinger rummer. En del af materialet er søgbart via institutionernes egne systemer, men størstedelen kræver fortsat fysisk adgang og fordybelse på stedet.
Jazz er en levende og foranderlig kunstform, men dens historie afhænger af, at vi bevarer sporene af det, der har været. Kortlægningen er derfor ikke blot en registrering – men også et bidrag til at sikre, at kommende generationer får adgang til den danske jazzhistorie.
Introduktion viser vejen ind i kortlægningen
Som supplement udgiver Jazz Danmark også De Danske Jazzsamlinger – Introduktion til Kortlægningen. Publikationen henvender sig til læsere, der ønsker et mere overordnet perspektiv på samlingerne og deres potentiale – både for den alment interesserede og for det videre arbejde med bevaring og formidling.
De Danske Jazzsamlinger – Introduktion til Kortlægningen kan hentes her.
Samtidig med kortlægningen udgiver Jazz Danmark en introducerende publikation, der giver et mere overordnet blik på kortlægningen og dens anvendelse.
Følg med for flere historiske jazzoplevelser
I hele 2026 præsenterer Jazz Danmark, under overskriften Dansk Jazz 100 År og i samarbejde med landets jazzarrangører, begivenheder over hele landet med musikere på tværs af genrer, generationer og miljøer. Nye events tilføjes løbende, så hold øje med dine lokale koncertkalendere, samt livejazz.dk, der løbende vil samle 100 års-begivenhederne via tagget her. Programmet som det så ud på lanceringsdatoen kan hentes som pdf her.
Kontakt
Partnere og støttegivere


