Metroscope vinder Jazzkonkurrencen 2021
Lørdag aften duellerede grupperne Metroscope og Xhud på et udsolgt Jazzhus Montmartre om titlen som vinder af Jazzkonkurrencen 2021. Førstnævnte endte aftenen som den endelige vinder.
Lørdag aften duellerede grupperne Metroscope og Xhud på et udsolgt Jazzhus Montmartre om titlen som vinder af Jazzkonkurrencen 2021, og det var Metroscope, der sidst på aftenen kunne lade champagnepropperne springe og modtage publikums hyldest samt de 10.000 kr i førstepræmie.
Udsolgt finale i København
Det var et udsolgt Jazzhus Montmartre, der lørdag aften lagde hus til den tredje omgang af JazzDanmarks landsdækkende konkurrence for jazzmusikere, Jazzkonkurrencen. Aftenens finale var et rent aalborgensisk opgør mellem fusionskvartetten Metroscope og den lyriske guitartrio Xhud [ʃuːt]
Efter hver finalist havde givet deres bedste i de 45 minutter de hver havde til rådighed, kunne aftenens jury annoncere Metroscope som vinder af Jazzkonkurrencen 2021. Juryen udtalte følgende om vinderen:
“Musikken vidner om en imponerende arbejdsomhed og målrettethed samt en stærk kollektiv ånd. Juryen var imponeret over det høje tekniske niveau og kompositionernes kompleksitet. Vi tror aftenens vinder kan udrette store musikalske bedrifter.”
Jazzkonkurrencens finalejury bestod af guitarist Anna Rømer (KALEIIDO), trommeslager Daniel Sommer (OrgelDuo, Simon Eskildsen Trio m.fl.) og mundharpist Mathias Heise (Mathias Heise Quadrillion m.fl.).
Det her band er noget vi lægger al vores energi i, så det er en kæmpe anerkendelse for os at vinde. Især fordi vi nogle gange føler, at vores musik er lidt svær at placere inden for jazzen, så det er ekstra dejligt at kunne sætte titlen som vinder af Jazzkonkurrencen på vores CV. Nu er vores mål er nu at lave en opfølger på vores debutalbum (der kom ud i løbet af Jazzkonkurrencen, red.), og så vil vi gerne præsentere vores musik for et udenlandsk publikum.
Mikkel Noe, trommeslager i Metroscope
Begge finalister kan i løbet af 2022 opleves på netop Jazzhus Montmartre, hvor de, og de to andre deltagere i Jazzkonkurrencen, vil spille headliner shows på det københavnske spillested. Du kan læse mere om alle Jazzkonkurrencens deltagere her og følge med i offentliggørelserne af Jazzkonkurrenceprogrammet på Jazzhus Montmartre her.
Jazzkonkurrencen er skabt i samarbejde med spillestederne Huset i Hasserisgade, Jazz6000 og Jazzhus Montmartre. Derudover er vi glade for endnu en gang at have P8 Jazz med om bord som mediepartner, der giver finaledeltagerne mulighed for eksponering via kanalen. Jazzkonkurrencen er støttet af Gangstedfonden.