Sæt stort kryds i kalenderen: Onsdag 17. august skal vi atter hylde den bedste bluesmusik herhjemme, når der uddeles Danish Music Awards-statuetter på Turbinen i Randers. Billetsalget starter i dag.
Aftenen vil tage publikum gennem forskellige inkarnationer af bluesens mange ansigter. Fra det traditionelt forankrede til det overraskende - alt sammen med en tydelig blå tråd gennem musikken. Vi vil gerne underholde, samtidig med at vi på respektfuld vis udvider og udfordrer genrens rammer.
For at ramme plet har vi bedt en gruppe repræsentanter fra musikmiljøet om at komme med indspark til, hvordan DMA Blues bedst kan gavne den danske blues-scene. Gruppen består af repræsentanter fra de to musikalske fagforeninger og interesseorganisationer, Camilla Overgaard og Henrik Jansberg (DMF), Benjamin Koppel og Sara Indio (DAF), Mette Fossing fra BluesDanmark samt musikerne Thorbjørn Risager og Sarah de Silva. Gruppens input vil indgå i overvejelserne omkring det endelige program for festaftenen, som offentliggøres snarest muligt. Prisaftenen er desuden et af højdepunkterne i Randers Festuge.
Billetter til showet kan købes HER.
Indstillingerne starter nu
Indstillingerne til DMA Blues starter også nu, og alle kan byde ind med, hvilke danske kunstnere, vi skal hylde den 17. august. Der er åbnet for indstillinger i fire kategorier, og det er ud fra de indstillinger, at en dansk/international DMA Blues-jury vil foretage deres nomineringer. |
|