Nyhed • 30.01.2025

Nu kan du tilmelde dig Sommerstævnet Jazzdalen 2025!

Sommerstævnet Jazzdalen foregår fra den 27. juli til den 2. august. Hvis du gerne vil med på en uges musikalsk sommerlejr for unge under 18, kan du tilmelde dig nu.

Tilmeldingen til Sommerstævnet Jazzdalen 2025 er åben nu og løber frem til den 30. april. Stævnet finder sted på Klejtrup Musikefterskole ved Hobro og henvender sig til unge musikere under 18 år, der ønsker en uge fyldt med musik, læring og fællesskab.

Masser af musik, sammenspil og øvning med erfarne instruktører

Ugen byder på daglige øvesessioner med sammenspilshold ledet af erfarne jazzinstruktører, spændende workshops i instrumentgrupper, inspirerende oplæg, instruktørkoncerter og masser af hyggelige jamsessions. Stævnet afsluttes med en koncert, hvor hvert hold fremfører det, de har arbejdet på i løbet af ugen.

Tilmeld dig her

Se mere om Sommerstævnet Jazzdalen i vores præsentationsvideo nedenfor

Nye venskaber blandt jazzinteresserede unge

Sommerstævnet Jazzdalen handler ikke kun om musikalsk udvikling, men også om at skabe nye venskaber og netværk blandt jazzinteresserede unge. Rammerne er skabt for både fordybelse og socialt samvær, så deltagerne kan få en oplevelse, de aldrig vil glemme.

Fast sommertradition siden 2017

Siden 2017 har Jazzdalen været en fast sommertradition, hvor unge musikere mødes for at fordybe sig i jazzens verden. Stævnet bygger videre på en lang tradition for jazzstævner, men med et særligt fokus på unge under 18. Jazzdalen fremmer også diversitet i musiklivet og opfordrer personer af alle køn til at deltage. Instruktørteamet består af lige dele kvinder og mænd med stor erfaring inden for jazz og undervisning.

Der kan godt være langt imellem unge som spiller eller interesserer sig for jazz, så når man samler dem fra alle hjørner af Danmark, har man en unik flok af ligesindede med samme interesse og passion. Så kan jazzen gro i jazzdalen og især i deltageren selv, og det inspirerer og giver en vigtig bevidsthed om, at der alle vegne gemmer sig folk, som man har noget særligt tilfælles med.

Maj Berit Guassora, der i flere år har været en del af instruktørkorpset på Jazzdalen

Hvad siger deltagerne?

Det har været den klart fedeste uge i min sommerferie. En uge med de dygtigste og sødeste unge, og en masse inspirerende instruktører. Jeg blev placeret i et vildt fedt band, og hyggede mig hele ugen, som blandt andet bød på aftenjam, pusterummet, forskellige workshops, øvetid med bandet og god mad. Kan klart anbefales, og jeg kommer igen næste år.

Tilmelding og praktisk information

Først og fremmest: Er du i tvivl om hvorvidt Sommerstævnet Jazzdalen er noget for dig? Din erfaring eller dit niveau er ikke afgørende. Det, der betyder mest, er din motivation og lyst til at engagere dig og være med til at skabe et stævne, hvor musikken kan fylde Jazzdalen med energi og begejstring! Bemærk venligst, at Jazzdalen kan være en intens oplevelse, så for at du og alle får det bedste ud af det, skal du kunne trives socialt i en uge med 70 andre unge, uden dine forældres tilstedeværelse.

Indkvartering:

  • Deltagerne bor 2-4 personer sammen på efterskolens værelser. Medbring selv sengelinned, hovedpude og sovepose eller dyne.

Mad:

  • Skolens køkkenpersonale sørger for god, sund og lækker mad samt mellemmåltider. Hvis du vil have sodavand, slik og lignende, skal du medbringe lommepenge – nærmeste butik ligger i gåafstand fra efterskolen.

Pris:

  • 1.900 kr. pr. deltager inklusiv forplejning og indkvartering.

Tid/sted:

  • D. 27. juli – 2. august 2025, Klejtrup Musikefterskole, Musikbakken 2, 9500 Hobro.
  • Ankomst til Klejtrup Musikefterskole søndag d. 27. juli kl. 15.00.
  • Afgang fra Klejtrup Musikefterskole lørdag d. 2. august kl. 11.00.

Tilmeldingen slutter den 30. april 2025. Tilmeld dig via linket her inden det er for sent.

For mere information kontakt

Lars Thor Jensen

Projektleder

+45 33 45 43 00

ltj@jazzdanmark.dk

Støttegivere og samarbejdspartnere