
Nyhed • 06.05.2025
Ny rapport: Dansk Musikliv i Tal 2024
Dansk Musikliv i Tal 2024 præsenterer indsigter om det danske musikliv fra det løbende arbejde med data og analyse i genreorganisationerne.
I dag udkommer Dansk Musikliv i Tal 2024. Den årlige rapport præsenterer et væld af databaserede indsigter om det danske musikliv, som udspringer fra det løbende arbejde med dataindsamling og analyse i genreorganisationerne Art Music Denmark, Jazz Danmark, ROSA og Tempi.
Rapporten tager pulsen på det danske musikliv på tværs af genrer og formater. Den udkommer i år for anden gang, og dette års udgave rummer både metastudier, metodeeksperimenter og minianalyser. Som noget nyt ledsages flere artikler i år af interaktive ressourcer eller åben kildekode.

Skal vi vente 181 år på kønsbalance i musiklivet?
Emnefeltet spænder vidt, og i år kan du bl.a. få svar på:
- Skal vi vente 181 år på kønsbalance i musiklivet? En ny fremskrivning baseret på Kodas medlemstal viser, at der uden markante tiltag er lang vej endnu.
- Hvordan står det til med musikjournalistikken i danske dagblade? Nye data dokumenterer, at antallet af artikler om musik i danske dagblade er halveret på ti år.
- Hvor mange vækstlagsfestivaler er der i Danmark? En landsdækkende kortlægning identificerer over 100 festivaler, drevet af unge ildsjæle over hele landet.
- Hvad har vi lært gennem tre kultur- og sundhedsprojekter? Et metastudie af fem følgeforskningsrapporter udleder de tværgående erfaringer om, hvordan kultur kan styrke mental trivsel blandt sårbare grupper.
Rapporten er ude som trykt rapport samt frit tilgængelig via www.musikdata.dk, hvor man også finder interaktive kort, åben kildekode og supplerende datasæt for dem, der vil dykke dybere ned i tallene.
Et værktøj for arbejdet med musikkens vilkår og udvikling
Med rapporten ønsker vi at styrke vidensgrundlaget for hele musiklivet – og vi håber, at den kan blive et brugbart værktøj for beslutningstagere, aktører, forskere og alle med interesse for musikkens vilkår og udvikling.
Dansk Musikliv i Tal 2024 er blevet til med støtte fra Augustinus Fonden og genreorganisationernes hovedfinansiering fra Statens Kunstfond.
Kontakt

Morten Ogstrup Nielsen
Projektleder for dokumentation og dataindsamling
+45 33 45 43 00
Partnere og støttegivere




