
Nyhed • 28.03.2025
Open Call: Vil du være en del af akademierne til DMA Jazz 2025?
Det er nu muligt at indstille sig selv til at være en del af et af DMA Jazz-akademierne.
Igen i år vil der være to akademier: Et hovedakademi, der skal uddele priser til alle årets udgivelser og et live-akademi, der skal uddele to live-priser.
Hvem søger vi til DMA Jazz Hovedakademiet?
Vi søger udøvende eller skabende musikere og branchefolk, journalister, anmeldere m.fl. fra både Danmark og udlandet. Det er et krav, at medlemmerne i akademiet ikke har været involveret i nogle af de indstillede plader (udgivet ml. den 1. juli 2024 og 30. juni 2025), og det efterstræbes, at der i akademiet er en bred repræsentation, både hvad angår køn, alder, geografi og tilhørsforhold til forskellige afkroge af jazzen. Hovedakademiet, som arbejder med de seks udgivelseskategorier, består af 9 personer, heraf op til 4 fra udlandet.
Som medlem af DMA Jazz Hovedakademiet forpligter du dig til:
- At lytte til og vurdere alle årets jazzudgivelser, som sidste år udgjorde 220 stk. Lytte- og afstemningsperiode løber fra 15. maj – 30. oktober 2025.
- At deltage i et fysisk voteringsmøde onsdag den 30. september 2025 kl. 12-16 i København.
Hovedakademiet vurderer kategorierne:
- Årets Jazzudgivelse
- Årets Jazzkomponist
- Årets Musiker
- Årets Nye Jazznavn
- Årets Single
- Årets Alternative Jazzudgivelse
Du kan læse mere om kategorierne her.
Medlemmer af hovedakademiet modtager et honorar på 6.000 kroner, 2 billetter til DMA Jazz 2025 og transport i forbindelse med show og møder.

Foto: Peter von Freiesleben
Hvem søger vi til DMA Jazz Liveakademiet?
Vi søger udøvende eller skabende musikere og branchefolk, journalister, anmeldere mfl. fra Danmark, der er velorienterede på livescenen og går til et vægtigt antal koncerter om året.
Liveakademiet arbejder med de to livepriser – Årets Scene og Årets Livenavn. Det er et krav, at medlemmerne i akademiet ikke har været involveret i nogle af de liveoptrædener, de indstiller. Det efterstræbes, at der er en bred repræsentation i akademiet både hvad angår køn, alder, geografi og tilhørsforhold til forskellige afkroge af jazzen. DMA Jazz Liveakademiet består af 7 personer.
Som medlem af DMA Jazz Liveakademiet forpligter du dig til:
- At indstille 3 scener og 3 livenavne til hver af de to priser. Indstillingsperioden går fra 1. oktober 2024 – 30. september 2025.
- At deltage i et fysisk voteringsmøde torsdag d. 7. oktober 2025 kl. 12-16 i København.
Liveakademiet vurderer kategorierne:
- Årets Scene
- Årets Livenavn
Du kan læse mere om kategorierne her.
Medlemmer af liveakademiet modtager et honorar på 2.000 kroner eller refusion af koncertbilletter op til 2.000 kroner, 2 billetter til DMA Jazz 2025 og transport i forbindelse med show og møder.
Hvordan indstiller jeg mig selv til et akademi?
For at komme i betragtning til et af de to DMA Jazz-akademier, skal du indsende en ansøgning via nedenstående link. Deadline er mandag d. 14. april 2025 kl. 23.59.
Bliver du udvalgt, vil du modtage en mail med yderligere information senest i uge 19.
Man må gerne ansøge om plads i begge akademier, men kan maksimalt blive udvalgt til ét.
Hvem sammensætter akademierne?
Akademierne sammensættes af Jazz Danmarks sekretariat og bestyrelse. Dette Open Call er et af de værktøjer, vi anvender for at udvide vores horisont og få øje på nye kompetente akademimedlemmer.
Følg med på vores hjemmeside og i Jazz Danmarks nyhedsbrev for mere information om show, priser, program og værtskab.
Kontakt
