
Fokus på Asien
Introduktion
JazzDanmark har i to årtier haft fokus på Asien som et særligt attraktivt kontinent for dansk jazzmusik. Læs mere om vores erfaringer med verdens største musikmarked her
Kontakt


20 år på verdens største musikmarked
Jazz Danmark har siden 2004 haft fokus på Asien som et særligt attraktivt kontinent for dansk jazzmusik. En stadig stigende middelklasse kombineret med interesse for vestlig kultur har affødt flere fremstød i flere af kontinentets fremtrædende lande, hvor særligt Kina, Japan, Korea og Indien har været aftagere af en lang række projekter i løbet af de sidste 20 år.
Kina og Japan
I 2024 er Japan og Kina to af de største turnémarkeder for dansk jazz, og Jazz Danmark har positioneret sig som en nøgleaktør og førende samarbejdspartner, når det gælder udvekslingsprojekter og fremstød med dansk jazz på de to store markeder.
Potentiale i Indien og Korea
De senest ankomne territorier i Jazz Danmarks projektportefølje er Indien og Korea, som med deres støt stigende, unge og musikinteresserede middelklasse er oplagte udviklingsmarkeder for dansk jazz. Store festivaler, gode turnémuligheder og det faktum, at over 90% af befolkningen i de store byer har internetforbindelse, gør Indien og Korea til ideelle musikmarkeder med vækstpotentiale.

Summer Session Kina er en kinesisk udgave af det traditionsrige danske jazzstævne, som afvikles årligt 2023–2026.

Jazz Danmark var initiativtager til det store fremstød Opposite i 2017, hvor Copenhagen Jazzhouse flyttede til Tokyo.
Indsatser i Asien
Jazz Danmark har haft fokus på Kina som et særligt interessant eksportmarked siden 2004, hvor de første turnéer og netværksture fandt sted på initiativ fra Martin Røen og Torben Ibsen.
Gennem projektet Danish Music In China, som var et samarbejde mellem Jazz Danmark, ROSA, Det Danske Kulturinstitut i Beijing, den Danske Ambassade i Beijing samt konsulent og projektleder Martin Røen, har Jazz Danmark opbygget en stor viden, et bredt netværk og masser af erfaring fra Kina. Erfaringer og netværk, som siden har udviklet sig til projektet Summer Session Kina, der afvikles årligt frem til 2026.
Udvalgte projekter:
2007: Dansk musikeksport til Kina 07-09. Læs artikel her.
2010: 6 danske jazzbands som en del af programmet Mermaid Music på verdensudstillingen Expo 2010 i Shanghai. Læs mere.
2011: Børnejazz i Den Forbudte By med Djanzz. Se video.
2012: Hvad Sker Der Med Kina? dialog- og informationsmøde hos Kulturstyrelsen.
2014: Oversættelse af De Små Synger til kinesisk og efterfølgende turné med et dansk jazzband og et kinesisk børnekor. Se video.
2015: Plakatudstillingen The Visual Arts of Copenhagen Jazz Festival i Shanghai og Beijing, med plakater fra Copenhagen Jazz Festival. Læs mere.
2017: Udgivelse af Danish Music in China Hvidbog, som samler op på de første 10 års erfaringer. Hent bogen her.
2018: Udgivelse af pladen Modern Times med danske jazzfortolkninger af kinesisk populærmusik. Se video.
2021: Coronaprojekt med online markering af International Jazz Day i samarbejde med Blue Note Beijing. Projektet gentages året efter. Læs mere.
2023: Første udgave af Summer Session China afvikles i Qinhuangdao. Projektet gentages årligt frem til 2026 med støtte fra S.C. Van Fonden. Se video.
Japan er, næst efter Tyskland, det største internationale turnémarked for danske jazzmusikere, hvis man måler på antallet af ansøgninger til JazzDanmarks pulje for tilskud til international transport. Siden 2016 har Japan været et fokusområde for Jazz Danmark.
Udvalgte projekter:
2016: Japansk Besøgsprogram på Copenhagen Jazz Festival
2017: Opposite 2017 – Jazzhouse flytter til Tokyo. Se mere på Instagram.
2021: Asiendag 2021 – Minikonference for musikere med interesse i Japan, Kina og Korea
2023: Tokyo Nordic Jazz Festival 2023 – Koordineret fremstød i samarbejde med de nordiske ambassader i Tokyo
I 2019 havde Asiens største jazzfestival, Jarasum International Jazz Festival i Korea, Danmark som fokusland, koordineret i samarbejde med Jazz Danmark. Her rejste fire orkestre samt DR Big Band til Korea for at spille på den store festival og efterfølgende give koncerter rundt om i Sydkorea. Det kickstartede et nyt fokus på et land hvor interessen for jazz er stigende.
Udvalgte projekter:
2019: Fokusland på Jarasum International Jazz Festival. Se video.
2022: DKxSMW – Udvekslingsprojekt med showcase-festivalen Seoul Music Week, med 3 koreanske bands i danmark og 3 danske bands i Korea.
Danmark og Indien har indgået en omfattende aftale om et kulturudvekslingsprogram frem til 2026. Jazz Danmark bidrager til programmet, som skal understøtte udvekslingen af dansk og indisk kunst og kultur og samarbejdet mellem danske og indiske kulturinstitutioner og kunstnere. Læs om projektet