Pernille-Bévort

Nyhed • 04.08.2022

September måned emmer af dansk jazz i Storbritannien

Tre bands spiller live på festivalen Sounds of Denmark, der i år vender tilbage til England i både London og Southampton.

Sounds of Denmark er tilbage

I de seneste to år har den danske jazzfestival Sounds of Denmark været aflyst pga. Covid-19, men nu vender festivalen tilbage. Denne gang med to spillestedspartnere i hhv. London, hvor den legendariske Pizza Express Jazz Club endnu engang er vært for både koncerter og reception, samt på det store regionale spillested Turner Sims i Southampton, som udover en dansk jazzaften koordinerer skolekoncerter med de danske bands.

Sounds of Denmark foregår fra 14. – 16. september 2022 og præsenterer de tre orkestre Bévort 3, RKDIA og Svaneborg Kardyb. Festivalen er et vidnesbyrd om, at det britiske marked er tilbage efter både Brexit- og coronarelaterede udfordringer.

Nyt partnerskab i Newcastle

Efter et frugtbart besøgsprogram i 2019 i København, for partnere fra den britiske jazzpromoter-organisation JPN, ser et nyt partnerskab med Newcastle Festival of Jazz and Improvised Music nu dagens lys. Festivalen har i år kurateret de to danske orkestre Maniscalco/Bigoni/Solborg og Czajka & Puchacz og præsenterer også Mark Solborg ved en solokoncert.

De danske orkestre spiller på Newcastle Festival of Jazz and Improvised Music d. 29. – 30. september 2022. Czajka & Puchacz spiller desuden på Café Oto i London d. 28. september 2022.

Om Sounds of Denmark

Sounds of Denmark, der har eksisteret siden 2016, er et ambitiøst dansk jazzprojekt i England udført i et stærkt partnerskab mellem de to nationer. Sounds of Denmark-festivalen løb af stablen for første gang i 2016 i London og har med tilbagevendende succes formået at skabe synlighed i de britiske medier samt nye muligheder og samarbejdsrelationer for de deltagende musikere. Siden 2019 har JazzDanmark arbejdet intensivt i hele Storbritannien gennem et treårigt promoter- og PR-projekt, som en udvidelse af Sounds of Denmark-konceptet.

Partnere og støttegivere

JazzDanmarks indsats i Storbritannien udføres i samarbejde med Sue Edwards Management samt vekslende spillesteds- festival- og PR-partnere. Der er opnået støtte fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik og IKP – Det Internationale Kulturpanel, som er et overordnet forpligtende samarbejdsforum bestående af Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet. Danmarks Ambassade i London er partner på en åbningsreception, som foregår den 15. september 2022 i London med deltagelse af den nytiltrådte danske ambassadør samt relevante partnere og aktører fra både Danmark og England.