Nyhed • 08.05.2024

Summer Session 2024 åbner for tilmelding

Summer Session 2024 er klar til at åbne op for en uge fyldt med inspiration, fordybelse og musikalsk efteruddannelse på højeste internationale niveau. Jazzstævnet samler et fakultet bestående af syv dygtige instruktører fra flere jazzgenerationer og stilarter og er nu klar til at tage imod ansøgninger.

Summer Session 2024 er klar til at åbne op for en uge fyldt med inspiration, fordybelse og musikalsk efteruddannelse på højeste internationale niveau. Jazzstævnet samler et fakultet bestående af syv dygtige instruktører fra flere jazzgenerationer og stilarter og er nu klar til at tage imod ansøgninger fra professionelle musikere.

Stævnet foregår som sædvanligt på Krogerup Højskole. I år fra den 4. til 10. august. Tilmeldingen er åben nu og løber indtil søndag den 26. maj.

Fakultet fra flere jazzgenerationer

Fakultetet i år består af syv instruktører fordelt på seks combos. I udvælgelsen har Summer Session-holdet blandt andet set mod instruktører, der repræsenterer diversitet i både deres stilistiske udtryk men også på tværs af jazzgenerationer. Summer Session 2024 fakultetet består af Mary Halvorson, Kresten Osgood + Mat Maneri, David Murray, Kanoa Mendenhall, Billy Hart og Seb Rochford + AC.

Mary Halvorson

Mary Halvorson er blevet kaldt en af de mest originale jazzguitarister i nyere tid og blandt de mest efterspurgte guitarister i New York de seneste to årtier. En efterspørgsel, der har mundet ud i samarbejder med forskellige navne som Anthony Braxton, Trevor Dunn, Bill Frisell, Ingrid Laubrock og John Zorn.
Foto: Lawrence Miner

Kanoa Mendenhall

Bassisten Kanoa Mendenhall har blandt andet studeret bas hos Ron Carter på The Juilliard School. Efter Mendenhall afsluttede sin uddannelse, har hun turneret internationalt med vibrafonisten Joel Ross’ Good Vibes og saxofonist/sanger Maria Grands trio. Mendenhall har desuden også medvirket på Joel Ross’ seneste to udgivelser.

Billy Hart

Den legendariske trommeslager Billy Hart har optrådt med nogle af de vigtigste jazzmusikere i historien. Tidligt i sin karriere optrådte Hart i Washington, D.C. med soul-kunstnere som Otis Redding og Sam and Dave, og senere med Buck Hill og Shirley Horn, og han var sideman med The Montgomery Brothers, Jimmy Smith og Wes Montgomery.

Hart flyttede til New York i 1968, hvor han indspillede med McCoy Tyner, Wayne Shorter og Joe Zawinul, og spillede med Eddie Harris, Pharoah Sanders og Marian McPartland. Hart var medlem af Herbie Hancocks sekstet og spillede med McCoy Tyner, Stan Getz og Quest. Han leder Billy Hart Quartet med Mark Turner, Ethan Iverson og Ben Street, som har udgivet to albums på ECM Records.

David Murray

Saxofonist David Murray har et langt og imponerende CV, der tæller flere hundredevis af udgivelser, både i eget navn og som sideman. På listen finder man samarbejder med McCoy Tyner, Jack DeJohnette og tidligere Summer Session instruktører James Blood Ulmer, Jamaaladeen Tacuma og Terri Lyne Carrington. Murray modtog desuden den danske Jazzpar Prisen i 1991.

Kresten Osgood+Mat Maneri

Komponisten og violinisten Mat Maneri fra Brooklyn, New York har indspillet som leder siden 1996 for blandt andet ECM Records. Han har desuden spillet med blandt andre Cecil Taylor, Paul Motian og mange flere.

Multiinstrumentalisten og komponisten Kresten Osgood er en musikalsk ener. For han er improvisation en central del af hans musikalske virke, og sammen vil de to musikere lede en combo, der uden tvivl kommer til at spille på alle tangenter og instrumenter.

Seb Rochford + Anders ‘AC’ Christensen

Den britiske trommeslager og komponist Sebastian Rochford opnåede international anerkendelse som en del af det eksperimenterende og elektroniske jazz-outfit Polar Bear og har siden samarbejdet med navne som David Byrne, Brian Eno og Nadine Shah, samtidig med at han har været turnerende trommeslager for Patti Smith. Rochford har også spillet trommer for Herbie Hancock, Acoustic Ladyland, Baquiat Strongs, Oriole, Menlo Park, Ingrid Laubrock Quintet, Bojan Zulfikarpasic’s Tetraband og var et stiftende medlem af Sons of Kemet.

Gennem sine år på jazzscenen har AC været en del af prominente projekter som Tomasz Stankos kvintet, Jakob Bros trio, Paul Motians The Electric Bepob Band og har spillet med musikere som Tom Harrell, Joe Lovano og Lee Konitz blandt mange andre . Hans egen trio bestod af trommeslager Paul Motian, pianist Aaron Parks og AC på bas. Udover at være pioner på jazzscenen har AC også spillet i flere rockbands som Sort Sol og The Raveonettes.

Summer Sessions målgruppe
Summer Session er målrettet professionelle musikere, der har lyst til at bruge en uge i selskab med ligesindede. JazzDanmark lægger vægt på at få et kompetent og mangfoldigt felt af deltagere på tværs af instrumenter, køn, etnicitet, uddannelse, alder m.m. De endelige deltagere vil blive udvalgt af den kunstneriske ledelse på baggrund af de svar, der er givet i ansøgningsformularen.

Praktisk information om Summer Session 2024

Tid:
4.- 10. august 2024
Deadline for tilmelding: Søndag den 26. maj.

Sted:
Krogerup Højskole Krogerupvej 13, 3050 Humlebæk

Pris:
7000 kr. for herboende musikere. 8000 kr. for udenlandske musikere.
Beløbet dækker ophold, fuld forplejning og undervisning på Summer Session.

Tilmelding
8. maj – t.o.m. 26. maj

Camilla Juul Kjærgaard

Projektleder

+45 33 45 43 00

camilla@jazzdanmark.dk

Samarbejdspartnere og støttegivere