
Nyhed • 07.10.2025
Masser af dansk jazz i Kina i oktober
Summer Session Kina finder sted for tredje gang, og er samtidig startskud for en række af danske jazzaktiviteter i Kina.
For 100 år siden rejste den danskfødte trommeslager Svend Erik Schmidt, også kendt som Whitey Smith, med dampskib til Shanghai. Han blev den første jazzmusiker i Kina. Til oktober fejrer Jazz Danmark jubilæet med et storslået fremstød.
Når de første toner slås an på spillestedet DDC i Beijing den 9. oktober, bliver det samtidig startskuddet til en måned med omfattende tilstedeværelse af dansk jazz i det store rige i midten. Det er musikere fra fakultetet på årets Summer Session Kina, der spiller koncert for at markere starten på årets stævne. Det bliver samtidig den første koncert af mange med dansk jazz, som finder sted i Kina i løbet af oktober 2025.
3 år med Summer Session Kina – Ny by, større stævne
Jazzmusikerstævnet Summer Session Kina flytter i år til byen Weifang, som ligger lidt uden for Beijing. Her vil et dansk fakultet, en international profil og fire nordiske deltagere skabe nye forbindelser til de mere end 60 kinesiske deltagere, som er med på årets stævne.
Årets fakultet består af Anders AC Christensen, Sinne Eeg, Jacob Christoffersen, Henrik Holst Hansen og Jakob Roland. Årets internationale profil er George Garzone. De fire nordiske deltagere er Ronja Rose Andersson, Teis Ortved, Jacob Tjernström og Adam Lorentzi, som tilsammen udgør bandet MUSViT.

Dansk-kinesisk samarbejde med luft under vingerne
To af årets fakultetsmedlemmer, Jakob Roland og Henrik Holst Hansen, deltog ved det første Summer Session Kina i 2023. Her mødte de den kinesiske guzheng-spiller Lucy Luan, og sammen indledte de et samarbejde, som nu står over for sin tredje turné.
Lucy Luan deltog på det danske Summer Session i 2024, efterfulgt af en dansk turné og pladeindspilning med Rolands og Holst Hansens duo ArtRoho og den danske pianist Nikolaj Kopp Korneup. De tog efterfølgende på turné i Kina, og nu er projektet tilbage i Kina med ArtRoho som en del af lærerfakultetet på stævnet samt en efterfølgende turné med 10 koncerter rundt om i landet.
Festivalsamarbejde og konferencedeltagelse i Shanghai
Efter årets Summer Session Kina rejser fakultet og projektledelse til Shanghai. Her deltager Jazz Danmark ved musikkonferencen IMX, og landets ældste nulevende jazzfestival, JZ Jazz Festival, har dansk jazz på programmet med både Sinne Eeg, Jacob Christoffersen, Anders AC, Janus Templeton og Martin Schack.
Summer Session Kina er støttet af S.C. Van Fonden og Dynaudio China.
Støttegivere
Kontakt

