Nyhed • 15.04.2019

Svaneborg Kardyb vinder af Jazzkonkurrencen 2019

Den første udgave af JazzDanmarks nye musikkonkurrencen for musikere under 30, fandt lørdag aften vinderen ved en udsolgt finale på Jazzhus Montmartre i København. Vinderen blev Svaneborg Kardyb.

Der var stuvende fuldt på det legendariske københavnske spillested Jazzhus Montmartre, der lørdag aften lagde hus til den første udgave af Jazzkonkurrencen. Finalen stod mellem klavertrioen North og duoen Svaneborg Kardyb, og da aftenen var omme kunne aftenens jury udpege Svaneborg Kardyb som vinderen.

Tæt finale

Aftenens koncert bestod af et sæt fra hver finalist. Trioen North (Benjamin Nørholm, piano, Martin Brunbjerg, bas og Lasse Jacobsen, trommer) spillede første sæt og begejstrede juryen med et: “musikalsk univers med groove, leg og kommunikation i hovedsædet, med et gennemtænkt sceneoptræden og stil.”

Juryen bestod denne gang af pianist Makiko Hirabayashi, Kat Jarby fra Kaja MANAGEMENT og tidligere vinder af Ung Jazz og trompetist fra Det Glemte Kvarter, Mikkel Grevsen.
Vinderne blev, som tidligere beskrevet, duoen Svaneborg Kardyb (Nikolaj Svaneborg, würlitzer og piano og Jonas Kardyb, trommer), der med et drømmende, groovy univers fornøjede både publikum og juryen.

En del af juryens begrundelse var følgende:
“Det vindende band har fundet ind til kernen af deres egen lyd og leverer det med sikkerhed. De leverede smukke melodier med organiske overgange med en elektronisk vibe og en afdæmpet coolness. De præsenterede os modigt for en minimalisme med et klart kunstnerisk overskud med et fantastisk og organisk groove og sammenspil, som var både elastisk og dynamisk.”

Stort tillykke til Svaneborg Kardyb med prisen!

Vi er meget glade og stolte over at vinde! Og skønt at være med i en konkurrence hvor der bliver gjort meget for musikken og musikerne. Det er en dejlig anerkendelse af hvad vi går og roder med til dagligt, og sejren og forløbet giver lyst og mod på, at arbejde videre med musikken!

Jonas Kardyb, trommeslager i Svaneborg Kardyb

Og så var det også et fedt forløb, hvor vi lærte de andre bands at kende, både som mennesker og musikalsk. Alt i alt en virkelig fed oplevelse!

Nikolaj Svaneborg, keys i Svaneborg Kardyb

Svaneborg Kardyb kan se frem til at modtage 10.000 kr. i præmie, samt muligheden for at spille til EBU Jazz Competition, der foregår i København under Copenhagen Jazz Festival.

Finalisterne har gennemgået et forløb, hvor de har fået sparring med relevante branchefolk. En performancecoach har vurderet deres liveoptræden og de har modtaget PR-træning fra rutinerede PR-rådgivere. Derudover har orkestrene deltaget i videosessions og endelig har begge bands medvirket i Jazzoom på P8 Jazz.

I sidste uge var begge finalister på besøg hos Jazzoom på P8 med Jonas Visti.

Jazzkonkurrencen er støttet af Gangstedfonden og lavet i samarbejde med Huset i Hasserisgade, Jazz6000 og Jazzhus Montmartre.

For mere information kontakt

Lars Thor Jensen

Projektleder

+45 33 45 43 00

ltj@jazzdanmark.dk