Hovedbillede
Billede
12113374 878555635532172 4352910151538509566 o
Overskrift

Ud af Idefabrikken: Ideer fra jazzen til jazzen

Intro

Frikadellekoncerter, jazz mod ensomhed, samlekort med musikere på, download en atmosfære eller måske en jazzmobil? I september 2015 mødtes knap 150 mennesker i København og Aarhus under overskriften ”Idea Factory Jazz”: To kæmpe kollektive brainstorms, hvor musikere, arrangører, spillestedsfolk og jazzentusiaster mødtes, udvekslede ideer og talte om jazzens tilgængelighed, nye publikumsgrupper, vækstlag, synlighed og meget mere.

Waves
Indhold

Frikadellekoncerter,  jazz mod ensomhed, samlekort med musikere på, download en atmosfære eller måske en jazzmobil? Dette er alt sammen idéer fra JazzDanmarks Idea Factory.

I september 2015 mødtes knap 150 mennesker i København og Aarhus under overskriften ”Idea Factory Jazz”: To kæmpe kollektive brainstorms, hvor musikere, arrangører, spillestedsfolk og jazzentusiaster mødtes, udvekslede ideer og talte om jazzens tilgængelighed, nye publikumsgrupper, vækstlag, synlighed og meget mere. 

164 ideer om jazz

Der blev ved de to begivenheder i alt genereret 164 ideer med jazzen som omdrejningspunkt. De bedste af dem bliver forhåbentlig til konkrete projekter til gavn for hele jazzmiljøet. JazzDanmark er allerede gået i gang med flere af de inputs, vi har fået på de to møder, og vi håber, at dette kan blive starten på en aktiv dialog med hele jazzmiljøet.

Tag del i ideerne

Her følger en række smagsprøver på konkrete ideer fra de to Idea Factory Jazz arrangementer. 

Du kan downloade en komplet oversigt over ALLE 164 idéer ELLER en PDF med opsummering af en del af af ideerne under artiklen 

Hvis DU har lyst til at være med til at realisere nogle af disse ideer sammen med JazzDanmark, hører vi meget gerne fra dig.

Ideer om nye platforme

Visual Artist In Residence: En film/videokunstner inviteres til Danmark og laver i samarbejde med elever fra filmskolen en række jazzrelaterede videoprojekter, som bruges til visuel promovering på sociale medier.

Music News Online: Webbaseret kort videoindslag på samme længde og i samme format som sportsnyhederne (5 min), der bringer nyheder fra de forskellige genrer. Distribueres via de sociale medier – hvis medierne kan dække sport dagligt, hvorfor så ikke kultur og musik?

Ideer om jazz til børn

Frikadellekoncerter:  Koncerter i ulvetimen (16-18) målrettet unge forældre. Der serveres mad som en del af billetten. Musikken er for forældrene, men børn er velkomne.

To generationer: Koncertrække med en ung og en ældre musiker der spiller hinandens materiale, hvilket vil blande både musikere og generationer af publikum.

Ideer om jazz på digitale medier

Social Media Manual: En manual/instruktionsvideo/wiki til Danmarks jazzmusikere ud fra erfaringer samlet på div. messer som f.eks. Spot Interactive. Mange musikere har brug for at vide, hvordan man udnytter de sociale platforme bedst.

(Jazz)musik og deleøkonomi: AirBnB for musikere. Find et sted at sove, det instrument du gerne vil låne, et lift fra stationen eller andet. Tilbyd andre turnerende musikere lignende ydelser og gør turnelivet nemmere, billigere og til en god netværksmulighed.

Ideer om events

Jazz bekæmper ensomhed: Koncertsamarbejde med foreninger med fokus på depression og psykiske lidelser. Koncerterne viser at musikken skaber oplevelser, fællesskaber og giver indhold i tilværelsen. På sigt vil det spare samfundet for mange sociale ydelser, og for musikken er det en ny vej til forbrugere og medier.

Cross Over Camp: Country, Klassisk, Hip-Hop, Jazz og Pop på et stævne på Summer Session niveau. Afsluttende koncert på Spot Festival.

Hvis du er interesseret i at få et samlet overblik over ideerne, kan du downloade PDF´en i bunden af artiklen. 

Hvis du har fået lyst til at realisere en af disse ideer eller er blevet inspireret til at skabe et projekt på baggrund af Idea Factory, så send en mail til info@jazzdanmark.dk eller ring til JazzDanmark på 3345 4300.