Nyhed • 19.05.2026
Udsolgt finale bringer den nyeste jazz til Montmartre
Onsdag den 27. maj lægger Jazzhus Montmartre scene til tre af landets nyeste lovende jazzbands, når finalen af Jazzkonkurrencen løber af stablen.
Publikum kan se frem til koncerter med ELJO, Purpur og Venya. Når aftenen er slut vil et af de tre bands gå derfra som vindere. Alle tre er i topform efter et flot forløb af koncerter rundt på tre af landets øvrige spillesteder samt løbende coaching og sparring. Vanen tro har finalen af Jazzkonkurrencen været udsolgt i god tid.
Læs mere om årets deltagere her.
“Blæst omkuld af lyden af i morgen”
Da Jazzkonkurrencen-finalen senest fandt sted på Montmartre, var Politikens kulturjournalist David Dyrholm til stede, og omtalte aftenen således:
“Jeg kan ærlig talt ikke komme i tanke om særligt mange federe oplevelser end at stå på et tætpakket, brandvarmt spillested og blive blæst omkuld af lyden af i morgen. Det fik jeg heldigvis mulighed for på Montmartre under årets finale i Jazzkonkurrencen […] som plejer at være et meget godt pejlemærke for, hvad der rører sig og rykker blandt de helt unge musikere herhjemme.”
Det øverste foto viser bandet Purpur ved Jazzkonkurrencen i Kolding. Foto: Peter von Freiesleben
Venya. Foto: Peter von Freiesleben
ELJO. Foto: Peter von Freiesleben
Nye talenter i godt selskab
Tidligere deltagere i Jazzkonkurrencen tæller navne som Veronika Rud, Svaneborg Kardyb, Little North, Baryl og Kosmos Trio. Siden deres sejr i 2019 har Svaneborg Kardyb opnået massiv international anerkendelse og positioneret sig som et af dansk jazz’ toneangivende navne. Viktoria Søndergaard fra bandet Baryl har udviklet sig til en af de mest eftertragtede musikere lige nu, blandt andet i kraft af hendes tætte samarbejde med Marilyn Mazur. Både Veronika Rud og Little North har opnået store nationale og internationale milepæle med deres originale musikprojekter. Jazzkonkurrencens deltagere er altså allerede i godt selskab.
Vinderen får mulighed for at indspille EP
Til koncertrækkens sidste koncert findes årets vinder. Og for andet år i træk får vinderen mulighed for at indspille en EP med tilhørende mix i The Hideout Studio i Aalborg. Vinderen modtager herudover 10.000 kr til et selvvalgt projekt.
Praktisk info
Jazzkonkurrencen-finale med: ELJO, Purpur og Venya
Onsdag den 27. maj, kl 20
Jazzhus Montmartre
Store Regnegade 19A
1110 København K
Arrangementet er udsolgt.
Om Jazzkonkurrencen
Jazzkonkurrencen er et udviklingsforløb for musikere under 30 år med fokus på at styrke deltagernes netværk, give værdifuld live-erfaring og øge indsigten i musikbranchen. Forløbet består af en række koncerter på anerkendte spillesteder rundt om i landet, hvor deltagerne efter hver optræden modtager feedback. Derudover får hver deltager individuel coaching med en professionel coach eller manager.
Fra 2026 indledes Jazzkonkurrencen med en bootcamp, hvor deltagerne arbejder med PR og markedsføring, sceneoptræden samt får en generel introduktion til musikbranchen.
Kontakt
Partnere og støttegivere

